Niels var gidsel hos oprørsgruppe i over fem måneder: ‘Jeg troede, min sidste time var kommet’

For nogle år tilbage solgte Niels Frantzen sin gartnervirksomhed. I stedet for at arbejde ville han bruge tiden på at rejse og besøge lande rundt om i verden – heriblandt Colombia, som han havde besøgt mange gange før.

Men denne gang gik turen til Colombia helt galt.

Sammen med en bekendt colombianer lejede han en bil for at køre til den sydvestlige del af det sydamerikanske land. Det var kort efter nytåret 2021-2022.

– På femtedagen blev vi stoppet på en øde landevej af væbnede folk, som tog os til fange. De havde maskinpistoler, så der var ikke noget at gøre. De bad så om legitimation og bilnøgler, og vi blev ført ind i bilen med ny chauffør og kørt væk, fortæller Niels Frantzen til P1-programmet ‘Hjernekassen’.

Du kan lytte til hele afsnittet her:

Allerede da deres bil blev stoppet, fortalte gidseltagerne, at de var fra oprørsgruppen Farc. Gruppen har ellers indgået aftale om at afvæbne sig selv tilbage i 2017, men små fraktioner af gruppen eksisterer stadig i Colombia.

– Vi blev kørt op til et skur og bagbundet. Bilen og vores bagage blev gennemsøgt fra ende til anden, og vi blev kropsvisiteret. Ved mørkets frembrud kom en pickup, og med bind for øjnene blev vi kørt ud til et landsted, hvor vi måtte sidde på et børneværelse. Men jeg ved ikke, hvor det var, fortæller Niels Frantzen.

Der gik 14 dage, hvor de sad bagbundet på børneværelset og troede, at de skulle dø.

– Jeg troede, min sidste time var kommet. Men efter 14 dage, hvor vi havde siddet bagbundet, kom kommandanten ind og fortalte os, vi var krigsfanger, og at vi kunne købes fri, siger Niels Frantzen.

Hjemme i Danmark sad Niels Frantzens familie. Heriblandt hans datter, Asta Frantzen. I begyndelsen undrede det dem ikke, at der ikke var forbindelse til hans telefon, når de forsøgte at ringe. For deres far er den type, der ofte lægger vejen forbi områder uden mobildækning.

Men da der var gået mere end en uge, begyndte de at blive bekymrede.

Først kontaktede de politiet, og så besluttede familien sig for at bruge en ekstranøgle til at komme ind i farens lejlighed.

– Vi kom ind på hans Google-konto, og der så vi, at han havde kørt et par timer, og at han så pludselig holdt stille, hvorefter mobilen blev slukket. Der blev vi rigtig bekymrede. Vi tænkte, at han var myrdet, fortæller Asta Frantzen.

Derefter blev Niels Frantzen efterlyst af Interpol, og Udenrigsministeriet blev involveret.

Tilbage på børneværelset sad Niels Frantzen stadig med sin colombianske bekendte. Da de var blevet enige om at forhandle om en løsesum, fik han ugen efter endnu engang bind for øjnene og kørt af sted i en times tid i en pickup.

– Det var en lettelsens tid, fortæller han om tidspunktet, hvor det blev klart, at gidseltagerne var villige til at forhandle om en løsesum.

Efter kørslen fik han lov til at ringe hjem til sin søster for at fortælle, at han var blevet kidnappet, og hvor meget gidseltagerne skulle have for at frigive ham og hans colombianske rejsemakker.

Da det stod klart, at gidseltagerne ville forhandle, besluttede familien i Danmark at kontakte et firma som specialiserer sig i gidseltagninger. Valget faldt på Jens Serup. Han er partner i sikkerhedsfirmaet Guardian, og hjalp også med at forhandle om løsladelsen af fotografen Daniel Rye i Syrien.

Han fortæller, at hans firma på årsbasis har omkring 10 til 15 lignende sager. Men at det langt fra er alle sager, hvor danskere er involveret.

For ham var sagen om Niels Frantzen ikke helt som de andre.

– 70 procent af sagerne er afklaret inden for dage eller uger. Det er typisk kriminelle, der vil have deres penge hurtigt. Men der var gået tre til fire uger, hvor Niels ikke havde kommunikeret, og det er lang tid i gidselsager. Det var en indikator på, at det godt kunne blive kompliceret, siger han.

Imens sad Niels Frantzen fortsat med hænderne bundet og fastspændt til en dør, så hverken han eller rejsemakkeren kunne undslippe. Rummet i det lille hus af brædder var mørklagt, fortæller han. Kun de små sprækker mellem brædderne i huset gjorde, at de kunne se, om det var nat eller dag.

– Det er ganske forfærdeligt, for man sidder der i sine egne tanker. Heldigvis var jeg sammen med en anden person, så vi kunne tale sammen. Men det eneste, man tænker på, er sin egen overlevelse, fremtid og sin familie, og hvad de går igennem, siger Niels Frantzen.

Han forklarer, at de under gidseltagningen ikke blev udsat for tortur. Men uvisheden var stor. Hver gang de spurgte vagterne, som typisk var teenagere, om, hvad der skulle ske, var der intet svar.

– Med tiden blev det værre. Efter et par måneder, går ens tanker i ring. Hvordan kommer jeg ud herfra? Hvad skal der ske? Når folk talte til mig, havde jeg svært ved at lytte efter. Det var først, da jeg endelig fik kontakt til min ældste søn, og der blev sat en pris på løsesummen, at de mørke skyer forsvandt en smule, siger han.

Der gik omkring to måneder fra Niels Frantzen igen fik lov til at ringe hjem, selvom han egentlig skulle have ringet få dage efter første opkald.

– Det blev sværere og sværere at opretholde håbet. Det er svært, når man er hjemme i Danmark og ikke kan gøre noget. Man kan jo intet gøre, så det er ufatteligt frustrerende, fortæller Asta Frantzen.