I Frankrig er mere end 11.000 mennesker blevet nødt til at forlade den sydvestlige region Gironde de seneste dage.
Og flere skovbrande raser i Portugal og Spanien, hvor temperaturen flere steder har passeret 40 grader.
I den portugisiske by Pinhão blev der torsdag målt en temperatur på hele 47 grader, skriver BBC.
Mindst 281 dødsfald i Portugal og Spanien forbindes med de usædvanligt høje temperaturer.
Vejrvært: Topuheldigt for briterne
Ifølge DR Vejrets vært Nina Bendixen er det et højtryk syd om Danmark og et lavtryk ud for de britiske øer, som i næste uge giver briterne ekstrem varme.
– Ved et lavtryk drejer vinden mod uret, og ved et højtryk drejer vinden med uret, og det betyder, at der kommer vind direkte fra det varme Nordafrika og hele vejen op til Storbritannien.
– Det er en vejrsituation, som er topuheldig for briterne. Jeg siger uheldig, fordi der er ikke nogen, der kommer til at nyde det, siger Nina Bendixen.
Regn og lavere temperaturer kommer ifølge Nina Bendixen ikke til Spanien den kommende tid, men den ekstreme hedebølge kommer ikke til at vare længe i Storbritannien.
– I løbet af tirsdag aften og onsdag kommer der et lavtryk over Storbritannien, og det betyder, at der kommer lidt køligere vejr. Det betyder temperaturer under 30 grader.
Herhjemme slipper vi i den kommende uge for 40 grader, lover DR‘s vejrvært.
– Vi slipper for denne her kodyle varme, der rammer Storbritannien, men i et dansk perspektiv får vi det stadig varmt tirsdag og onsdag i næste uge. Forskellen er, at vinden bliver afkølet af Nordsøen, inden den rammer os, og derfor kommer temperaturen til at ligge på omkring 28-30 grader, hvor man lokalt kan komme lidt over, lyder det.