Ukraines hovedstad, Kyiv, er her til morgen blevet ramt af flere eksplosioner.
Mindst tre store brag er blevet hørt i det centrale Kyiv.
Det skriver blandt andre nyhedsbureauet AFP, som har egne journalister på stedet.
Øjenvidner fortæller, at man kan se store sorte røgsøjler stige til vejr fra bymidten.
AP skriver, at der er tale om missilangreb, men det er ikke bekræftet fra officiel side.
Byens borgmester, Vitalij Klytjko, oplyser på mediet Telegram, at der er tale om eksplosioner i et område, der hedder Shevchenkiv, hvor byens gamle bydel og flere myndighedsbygninger ligger.
Reuters citerer det statslige medie Suspilne for, at der både er dræbte og sårede efter angrebene, men denne information er ikke bekræftet fra myndighederne.
DR’s journalist var live i radioen
DR’s journalist i Kyiv, Louise Brodthagen, var live igennem i P1-morgen, da man pludselig kunne høre voldsomme brag.
– Det kan godt være, jeg lige skal finde ud af, hvad der foregår. Det kan også være forsvaret, der går igang, sagde Louise Brodthagen, da man først kunne høre en høj lyd meget tæt på.
Og så lød der høje brag, og en lyd som om, at glas blev knust.
– Jeg rykker inden for, tror jeg. Der faldt simpelthen noget ned ikke så langt herfra, sagde Louise Brodthagen fra Kyiv, og interviewet måtte afbrydes.