Flere dages spændinger
Tidligere på ugen blev en anden leder af Islamisk Jihad, Bassam Al-Saadi, anholdt af Israels hær, da den gennemførte et angreb på Vestbredden, hvilket har ført til stigende spændinger.
– Fjenden har påbegyndt en krig mod vores folk og os, og vi vil forsvare os selv og vores folk, lyder det fra Islamisk Jihad i en erklæring ifølge Jerusalem Post.
Israels forsvarsminister, Benny Gantz, har, ifølge Reuters, godkendt planer, der skal indkalde op mod 25.000 reservister efter angrebene.
Ifølge den israelske premierminister, Yair Lapid, har Israel “ingen interesse” i en bredere konflikt, men samtidig nultolerance overfor angreb fra Gaza, siger han ifølge den egyptiske avis Al-Ahram.
Men spændingerne i området er stigende, og Islamisk Jihad ser anderledes på de israelske angreb, siger en talsperson for gruppen Daoud Shebab.
– Det her er en krigserklæring mod det palæstinensiske folk. Vi vil besvare det. Det er en krænkelse og tilsidesættelse af alle de indsatser, der er blevet gjort gennem de seneste dage for at genskabe ro, siger Daoud Shebab ifølge nyhedsbureauet AFP.
FN’s særlige koordinator for fred i Mellemøsten, Tor Wennesland, advarer efterfølgende om, at der er en overhængende fare for, at den farlige eskalering kan føre til yderligere behov for nødhjælp.
– Affyringer af raketter skal stoppe omgående, og jeg opfordrer begge parter til at ungå yderligere eskalering, siger Tor Wennesland ifølge Reuters.
Egypten har også indtaget en rolle som fredsmægler mellem palæstinenserne og israelerne, i et forsøg på at bibeholde den våbenhvile, de to parter indgik i 2021.
På Twitter takker den palæstinensiske minister for civile affærer, Hussein al-Sheikh, Egypten for at indtage en fredsmæglende rolle.
– Vi appellerer til det internationale fællesskab til at gribe ind og give sikkerhed for vores folk, skriver han.