Mens afghanerne graver grave efter jordskælv, kæmper dansk organisation med at få nødhjælp frem: ’Antallet at døde og sårede vil stige’
De døde ligger på jorden, dækket af lagener inden for i en af de bygninger, der ikke styrtede sammen i jordskælvet, der ramte den afghanske provins Paktika klokken halv to om natten lokal tid i går.
Udenfor er overlevende stimlet sammen under tunge, mørke skyer. De står langs de grave, som flere på stedet er begyndt at grave ud til ofrene for den dødeligste jordskælvskatastrofe i Afghanistan i årtier.
Officielt er flere end 1.000 døde og 1.500 såret, og lige nu forsøger den danske nødhjælps– og udviklingsorganisation Dacaar at komme frem til de hårdest ramte områder, hvor et ukendt antal mennesker formentlig ligger begravet i sammenstyrtede mudderhuse.
– Der er ingen tvivl om, at antallet at døde og sårede vil stige, når vi når ud til de berørte områder. Dels er det et voldsomt jordskælv, dels er husene ikke bygget til at modstå rystelser af denne karakter, siger sekretariatsleder Klaus Løkkegaard fra Dacaar.
Der graves grave til de omkomne i katastrofen i videoen herunder.