Rusland i defensiv
Det er nyt, at russerne på den måde laver et så defensivt træk, forklarer Anders Puck Nielsen.
– Jeg ser det som et russisk behov for at få standset ulykken og stoppet ukrainerne.
Ifølge begge militærforskere fungerer forsvarslinjen som en “bagstopper”, der skal standse fjenden. Den er placeret, hvor den er, fordi Rusland ikke kan tåle at tabe mere territorie end til den grænse.
– Det er et udtryk for, at man landmilitært ønsker at fastholde området, siger Esben Salling Larsen.
Selvom Rusland har meget mere land nu, end det havde, da krigen blev indledt for otte måneder siden, vil det se rigtig skidt ud, hvis den russiske hær mister flere områder, vurderer han.
Forsvarslinjen kan give hvile til den russiske hær, mens den kommer til kræfter og går i modoffensiv, mener Esben Salling Larsen.
– Så kan russerne opbygge deres styrke bag en forsvarslinje og komme frem med fornyet kraft i foråret og måske på sigt komme i offensiven igen, men man har brug for at købe sig tid, siger han.
Ligeledes tror Anders Puck Nielsen også, at Rusland forestiller sig, at man kan rykke frem igen om et halvt eller helt år.
Forsvarslinjen består af en udgravet grøft i jorden, hvor soldater kan skyde fra. På begge sider af grøften er der opstillet såkaldte dragetænder, som er pyramideformede betonklodser, der skal stoppe ukrainske kampvogne.
Det er altså et stationært anlæg, der ikke lige lader rykke på sig. Derfor kan forsvarslinjen også ses som et signal om, at russerne tror, at grænsen ikke kommer til at rykke sig længe.
– Man bygger ikke sådan en, hvis man har en forventning om, at man rykker frem om lidt, siger Anders Puck Nielsen.
Minder om gammeldags krigsførelse
Taktikken med at bruge skyttegrave er ret effektiv, fordi den kan standse kampvogne, og fordi man ikke behøver at være toptrænet soldat for at sidde dér og skyde på fjenden, forklarer Anders Puck Nielsen.
– Man kan hurtigt tage nogle nymobiliserede russiske soldater uden de store kompetencer, proppe dem derned, stikke dem et gevær og sige: “Fjenden er derovre. Skyd alle, der kommer fra dén retning”.
– Det med at gå fremad og koordinere et angreb er meget, meget sværere, uddyber han.
Da Anders Puck Nielsen så Wagner-linjen første gang, blev hans tanker ledt hen på krigsførelsesmetoder fra 1. verdenskrig.
– Min første tanke var: “Hold da op, nu er det virkelig gammeldags skyttegravskrig igen”.