Seneste Danmarksnyheder

Macron kæmper mod en samlet venstrefløj ved parlamentsvalget i dag

– Jeg stemmer på den eneste, man kan stole på! Det er Melenchon, han arbejder for os, der ikke tjener mange penge. De andre arbejder kun for sig selv og deres overordnede, siger avissælgeren i kiosken på boulevard Montparnasse i Paris med henvisning til præsident Emmanuel Macron.

Avissælgeren er ikke alene, så Macron har grund til at bide negle i dag. For det er langt fra givet, at han får flertal i parlamentet, så han kan gennemføre sin politik og de planlagte reformer.

Ifølge den seneste Ipsos-Sopra Steria-måling for France Télévisions og Radio France står præsident Macrons parti og de partier, der støtter ham, kaldet ‘Ensemble!’, til at få 28 procent af stemmerne i første runde ved valget til Nationalforsamlingen i dag. Venstrefløjens alliance, ‘NUPES’, står til 27 procent.

Ovenikøbet risikerer Macron at miste sin premierminister, som han udpegede for en måned siden. For hvis premierminister Elisabeth Borne ikke bliver valgt, skal hun gå af. Macron har på forhånd annonceret, at de ministre, der stiller op, skal vælges af folket for at blive siddende i regeringen. Flere andre nøgleministre risikerer også deres post.

Hvedebrødsdagene er forbi

Udover at få valgt sine ministre kæmper Macron for at få valgt 289 parlamentarikere for at få absolut flertal. Det fik han ved parlamentsvalget for fem år siden, da han brød igennem med sit parti, La Republique En Marche.

Men hvedebrødsdagene er forbi.

Nyhedens interesse er forsvundet, og mange franskmænd er vrede på Macron over den politik og de reformer, han har gennemført de sidste fem år.

Jean-Luc Melenchon er lykkedes med at samle den franske venstrefløj. (Foto: Nicolas Tucat © Ritzau Scanpix)

Det er lykkedes Jean-Luc Mélenchon fra det radikale venstre at samle venstrefløjen i alliancen NUPES (Nouvelle Union Populaire Écologique et Sociale). Udover Melenchons parti, Det Ukuelige Frankrig (LFI) består valgalliancen af Socialisterne (PS), De Grønne (EELV) og kommunistpartiet (PCF).

De fire partier går til valg på blandt andet retten til pension som 60-årig, blokering af priser på nødvendige dagligvarer og en forhøjelse af mindstelønnen. De vil desuden indføre en ny forfatning for at ændre valgsystemet.

For at undgå stemmespild har venstrefløjen også fordelt valgkredsene mellem sig. I 546 valgkredse kan vælgerne stemme på én kandidat fra NUPES, så stemmerne ikke bliver spredt ud på fire forskellige venstrefløjs-kandidater.

The winner takes it all

I valgets første runde går de to eller tre kandidater, der har fået flest stemmer, videre til sidste og afgørende runde.

Og i Frankrig er det den kandidat, der vinder flest stemmer i valgkredsen, som får en plads i Nationalforsamlingen. Der skal 15 pladser til at danne en gruppe i parlamentet og få penge og politisk indflydelse.

Marine Le Pen, der vandt 42 procent af stemmerne i præsidentvalgets anden runde, siger:

– Det er en fornægtelse af demokratiet, at vi ikke er bedre repræsenteret i parlamentet.

Ved valget til Nationalforsamlingen i 2017 opnåede Marine Le Pens parti, Rassemblement National, kun otte pladser, selvom mange millioner vælgere stemte på partiet. Hun håber denne gang at få 100-150 pladser, men om det lykkes, er ikke til at vide.

Tennis-legende mere spændende end valget

Alle meningsmålinger forudser, at kampen især står mellem venstrefløjen og Macrons centrum-liberale fløj. Avissælgerens unge kollega på den anden side af pladsen ved boulevard Montparnasse i Paris stemmer også på Mélenchons nye venstrealliance.

– Jeg håber, at NUPES får flertal, siger 25-årige Cédric Gaultier, der ofte diskuterer politik med sine kunder.

Men denne gang, seks uger efter præsidentvalget, går snakken om andre ting. For eksempel om den spanske tennisspiller, legenden Rafael Nadal, der for nyligt vandt Roland-Garros for 14. gang.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies