Selvom mange brasilianere måske har lidt ondt i håret i dag, er festen på ingen måder slut endnu. I går fejrede de nytåret, og i dag fejrer de, at deres “helt” er tilbage.
Den tidligere brasilianske præsident Luiz Inácio Lula da Silva – eller bare Lula – kan efter 13 år væk fra posten igen sætte sig til rette på stolen i præsidentpaladset i Brasiliens hovedstad, Brasilia.
Lula blev valgt allerede tilbage i oktober, men i Brasilien indsættes man officielt 1. januar. Det fortæller DR’s korrespondent i Sydamerika, Kristian Almblad.
– Hans tilhængere synes, det har været fire år i helvede. De hader Bolsonaro, og de synes, at han har været den værste præsident nogensinde i Brasilien, siger han.
En stor del af Brasiliens oprindelige folk er glade for Lula. Derfor er mange mødt op til festen i dag. (Foto: © Douglas Magno, Ritzau Scanpix)
Jair Bolsonaro, der repræsenterer den yderste højrefløj, har siden 2019 siddet ved magten i det sydamerikanske land. Han blev vippet af pinden med et snævert flertal til Lula.
Kæmpe fest – men ikke uden sikkerhedstyrker
Ifølge Kristian Almblad forventes omkring 300.000 mennesker at deltage i festlighederne. Musik og gøgl fylder gadebilledet i løbet af dagen, men det er først omkring klokken 18.30 dansk tid, at det officielle program begynder.
Her vil Lula køre i konvoj gennem Brasilias gader og til sidst ende ved Kongressen, hvor han skal indsværge sig officielt som landets nye præsident.
– Når det er overstået, skal han over til præsidentpaladset, som bliver hans bolig og arbejdsplads de næste fire år, fortæller Kristian Almblad, der i går fløj til Brasilia. Allerede på flyturen var stemningen ikke til at tage fejl af.
– Folk sang Lula-sange i flyet. Det var næsten som at være til fodboldkamp i Brasilien. Der er Lula-fans, som er kommet hertil fra hele landet.
Men selvom der er godt gang i festen, er det ikke uden grund, at omkring 12.000 politifolk og sikkerhedstyrker er indkaldt til dagens begivenhed.
Lula har mange tilhængere, men han har også mange modstandere, fortæller Kristian Almblad. For en uge siden blev der fundet en bombe monteret på en benzintransport meget tæt på Brasilias lufthavn.
Det viste sig senere at være en 54-årig forretningsmand, som var taget til Brasilia med det formål at skabe kaos op til indsættelsen af landets nye præsident.
– Vi ved, at han er en del af en gruppering af meget hardcore Bolsonaro-fans. Hans plan blev afværget, men der en reel frygt for, at nogen vil spolere festen i dag, siger Kristian Almblad.
Sikkerhedsstyrker har taget plads på en af byens tage. De frygter, at Lulas indsættelse kan skabe uroligheder. (Foto: © Douglas Magno, Ritzau Scanpix)
Da Lulas valgsejr blev endeligt bekræftet den 12. december, angreb Bolsonaro-tilhængere det føderale partis hovedkvarter i Brasilia.
Som reaktion inddrog den brasilianske højesteret midlertidigt den våbentilladelse, som tidligere har gjort det legalt for jægere, skytter og samlere at bære skydevåben og ammunition. Suspenderingen udløber i morgen.
Lula vil mætte landets fattigste
Luiz Inácio Lula da Silva har tidligere arbejdet på en metalfabrik i Sao Paulo. Her fik han interesse for fagforeningsarbejde og stiftede en del år senere arbejderpartiet PT.
Han har flere mærkesager, men særligt ét står øverst på listen. Han vil give de brasilianere, der sulter, mad på bordet. Under en tale har han blandt andet sagt, at alle brasilianere skal have morgenmad, frokost og aftensmad, når han er færdig som præsident.
– Det er ikke alle brasilianere, der har det nu. Man skønner, at omkring 33 millioner sulter. Hans mærkesag nummer et er simpelthen at hjælpe de fattigste, siger Kristian Almblad.
Når Lula i dag overtager præsidentpaladset, foregår det på ganske utraditionel vis. Normalt er det nemlig sådan, at det er den afgående præsident, der står for at overdrage titlen. Men den tidligere præsident Jair Bolsonaro er slet ikke i landet – han tog i forgårs et militærfly, angiveligt til Florida.
– Han hader Lula helt personligt. Han mener også, at der er tvivl om valgresultatet, og at han var den rigtige vinder, fortæller Kristian Almblad.