‘Vi skal passe på med ikke at eskalere en konflikt’
Lars Løkke Rasmussen mener, at han har gjort det helt klart på politisk niveau, hvor Danmark står i denne sag.
Men man skal også passe på med at puste unødvendigt til gløderne, mener han.
– Jeg tror, vi skal passe på med ikke at eskalere en konflikt her. Det er bedre at få det løst, siger han.
Sikkerhedstjenesten har over for Matilde Kimer fremsat en løsning, hvis hun ønsker at få sin akkretitering tilbage.
Hun fortæller, at sikkerhedstjenesten vil revurdere hendes sag, hvis hun siger ja til at skrive det, de kalder “gode historier” om Ukraine. Samtidig skal hun bruge det materiale, som sikkerhedstjenesten stiller til rådighed for hende.
– Et gammelt ordsprog siger, at sandheden er krigens første offer, og det gælder nok på begge sider af en konflikt, lyder det fra Løkke.
– Det rokker ikke på, at vi støtter Ukraine, fordi Ukraine kæmper for demokrati og frihed, siger han.
Han slår i den forbindelse igen fast, at han har fået dem til at forstå, at Danmark vægter pressefriheden meget højt.