Seneste Danmarksnyheder

Liz Truss’ skatteplan skaber splid på de indre linjer: ’Der bliver i ramme alvor talt om, om hun skal afsættes’

Liz Truss har siddet på posten som Storbritanniens premierminister i under en måned, og nu diskuteres det allerede, om hun skal skiftes ud.

Årsagen er, at Truss’ finansminister Kwasi Kwarteng i fredags lancerede en økonomisk plan om blandt andet at sænke skatten for de rigeste, som har fået det britiske pund til at styrtdykke.

Og det møder kritik både fra britiske borgere, Den Internationale Valutafond (IMF), den britiske nationalbank samt internt i Det Konservative Parti.

De store skattelettelser skal sammen med en stor hjælpepakke til briternes energiregninger finansieres med lån, men det er endnu ikke tydeligt for økonomer og investorer, hvordan det præcist skal foregå, fordi den samlede finansiering for planen først bliver fremlagt i slutningen af november.

Premierminisnter Liz Truss og finansminister Kwasi Kwarteng holder fast i deres ømdiskuterede økonomiske plan. (Foto: Dylan Martinez © Ritzau Scanpix)

– Det er det, der har startet alt det her tumult, fordi planen er ufinansieret, og der går hele to måneder, før briterne får svar på, hvordan den skal finansieres. Det skaber uro i Det Konservative Parti på et uhørt niveau så tidligt for en premierminister, siger Tinne Hjersing Knudsen, der er DR’s korrespondent i Storbritannien.

– Der bliver faktisk talt om, at man enten må afsætte finansministeren, eller at Liz Truss må afsættes som premierminister. Jeg kan ikke huske, at det er sket så tidligt for en britisk premierminister før.

Tavshed siden i fredags

Liz Truss selv har været meget tavs, siden planen blev annonceret fredag, og ingen har vidst, hvor hun var.

Den britiske avis The Independent havde i morges et billede af Truss på forsiden med teksten “Savnet – Har du set denne Premierminister?” som en kommentar til hendes flyverskjul. (© The Independent)

Men i dag stillede hun endelig op til interviews, først med en række af BBC’s lokalradiostationer. Her havde lyttere blandt andet mulighed for at ringe ind med deres bekymringer og spørgsmål.

Og ifølge Tinne Hjersing Knudsen, så svarede Truss på kritikken “lidt ligesom en automatisk telefonsvarer”.

– Hun anerkendte ikke nogen af de problemer, lytterne kom med, og holdt fast i at den plan, hun har valgt for britisk økonomi, er den rigtige og vil skabe vækst på den lange bane, selvom der ikke er nogen, der er enige med hende i det overhovedet, siger hun.

– Truss slap simpelthen ikke godt fra nogle af de her interviews, selvom det var nogle små korte formater på fem minutter hver.

Liz Truss har også udtalt sig i et tv-interview i dag, hvor hun ligeledes fastholder, at den annoncerede skatteplan er det rigtige:

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies