– Vi mener, og her forbeholder jeg mig retten til at tale på vegne af hele kanalen, at det er en kriminel og uprovokeret krig, som det russiske styre fører i Ukraine, siger han.
Han har fyret den tv-vært, der talte om “vores hær”, og han undskylder, at en af deres udsendelser benyttede et russisk landkort.
Letlands håndtering er ‘skuffende’
Men det er uacceptabelt, at de lettiske myndigheder ikke godtager den forklaring. Sådan lyder meldingen fra Reportere uden Grænser. Det er en international, uafhængig organisation, der kæmper for pressefrihed.
Jeanne Cavelier er leder af organisationens østeuropæiske afdeling. Hun frygter for, hvad Letlands beslutning kommer til at betyde.
– Dosjd er et af de sidste steder, der sender uafhængig og troværdigt tv til den russisktalende befolkning. En inddragelse af deres sendetilladelse vil være et stort tab for retten til information.
Hun kan sagtens se, at forseelserne er store. Formidling er helt essentiel i en tid, hvor information er så vigtig, anerkender hun. Men hun mener stadig, at myndighederne i Letland går alt for langt ved at vælge at fratage Dosjd sendetilladelsen.
– Det er meget skuffende at se et land, der er højt placeret på verdensranglisten over pressefrihed, komme med sådan en afgørelse imod informationsfrihed.
Gave til Putin
Letlands beslutning risikerer at koste mere end kanalens ry. Den kan også fodre Putins propagandamaskine, siger DR’s Rusland-korrespondent Matilde Kimer.
– Det her er en gave, man giver til russisk propaganda. Dem, vi ser som fjenden, sidder nu og gnider sig i hænderne, siger hun.
Matilde Kimer forklarer, at Letlands melding hurtigt bliver brugt til at sidestille den indskrænkning af pressefrihed, der er i Rusland, hvor Dosjd (som et af en række kritiske medier) er erklæret for uønsket.
Det er faktisk allerede sket. Til eftermiddag gik Putins talsmand Dmitrij Peskov til det russiske nyhedsbureau Tass med en hånende besked til Dosjd.
– Der er altid nogen, der mener, at de har frihed andre steder end hjemme, hvor der er ufrit. Men det her er det klareste eksempel på, hvor fejlagtig den illusion er, stod der.
Han rundede af med en slet skjult bemærkning til Dosjds navn, der betyder regn på russisk.
– I dag regner det ikke. Det er solskin.