Mens man før har talt om nødvendigheden af krigen, så diskuteres det nu, hvorfor der ikke gøres større fremskridt.
– Kritikken spreder sig på et hav af Telegram-kanaler, som er det sociale medie, der nok bliver mest brugt i Rusland. Her har mange egentlig været stærkt loyale overfor krigen, men nu kritiseres forsvarsministeriet for ikke at have styr på krigen og for at tie, når det går dårligt, siger Matilde Kimer.
Taler ikke højt om nederlag
I går, mens Ukraine tilbageerobrede flere strategisk vigtige byer i det nordøstlige Ukraine, så fejrede Putin Moskvas 875 års fødselsdag med pomp og pragt.
Og det vakte ifølge Matilde Kimer stor kritik på sociale medier, hvor man kritiserede præsidenten for at bruge tid og penge på at fejre jubilæet, mens russiske soldater led store nederlag på slagmarken i Ukraine.
Og også i populære russiske talkshows taler man om, hvorfor Rusland ikke har sejret og er nødt til at omrokere sine tropper.
– Alle ved, at det skyldes et nederlag, man siger det bare ikke højt, men diskuterer i stedet årsager til, at det ikke går så godt for Rusland, siger Matilde Kimer.
Det er stadig både tabu og for farligt at kritisere Putin direkte i Rusland, understreger hun.
’Jeg er bange for at Putin ikke ved, hvad der foregår’
Også den kontroversielle tjetjenske leder Ramzan Kadyrov udtalte i morges en slet skjult kritik af Putins ageren i krigen i en video på det sociale medie Telegram.
’Jeg er bange for at Putin ikke ved, hvad der foregår. Jeg er nødt til at tage kontakt til ham og forklare ham om situationen på jorden, hvis der ikke snart sker nogle ændringer’, lød det.
– Det er en ret vild melding, fordi han er i alt sit vanvid og voldsbegejstring en temmelig indflydelsesrig person, siger Matilde Kimer.