I sin første tale til nationen lovede Storbritanniens nye konge, Kong Charles III, at tjene nationen resten af sine dage.
Som også hans mor, dronning Elizabeth, gjorde indtil sin død i går aftes.
– Dronning Elizabeth var et liv godt levet. Et løfte med skæbnen overholdt, og hun er savnet dybt. Dette løfte om livslang tjeneste fornyer jeg her i dag, sagde Kong Charles i talen.
I en alder af 73 år er han den ældste regent til at indtage tronen. Og han sagde, at hans liv nu ændrer karakter.
– Mit liv vil naturligvis ændre sig nu, hvor jeg påtager mig mine nye forpligtelser, sagde han.
– Det vil ikke længere være muligt at bruge så meget af min tid og energi på de velgørenhedsorganisationer og sager, som ligger mig så dybt på sinde.
– Men dette vigtige arbejde vil blive overtaget af andre betroede hænder, sagde kongen, der blandt andet har været en forkæmper for miljø- og klimasagen.