Kinas mindst magtfulde premierminister går på pension og efterlader Xi med et hold af venner

Siden Folkerepublikken blev grundlagt i 1949, har premierministerposten været en sær størrelse. Enhver der bruger et par timer i Kina kan se og føle, at det er partiet, der bestemmer. Staten, premierministerens resort, er ikke en lige partner til partiet.

Statens bureaukrater er dog de, der udfører de praktiske opgaver i Kina, mens partiet står for det politiske.

Og det var en premierminister, der modererede Mao Zedongs største ugerninger i republikkens første årtier.

Det var en premierminister, der støttede demonstranterne på Den Himmelske Fredsplads i 1989.

Det var en premierminister, der “smadrede jernskålen”, og gjorde op med de statsejede virksomheders dominans af økonomien i 90’erne.

Og det var en premierminister, der endte med at stå side om side med generalsekretæren under det såkaldte “kollektive lederskab” i 00’erne.

Dengang var økonomisk vækst – premierministerens ansvar – et og alt i Kina.

Sådan er det ikke gået for for Li under Xi. Økonomisk vækst – Lis resort – har ikke længere første prioritet.

I de første år efter Xi Jinping var kommet til magten var det miljø, der fik forrang, med kampagner for at forbedre luftkvalitet i de store byer og stoppe vand- og jordforurening på landet.

Gældsoprydning blev prioriteret i et forsøg på at få en smule balance tilbage i økonomien efter en mindre finansiel krise i 2014-15.

Og de sidste par år har Xis projekt om “Fælles Velstand”, en socialdemokratisk omfordelingspolitik, trumfet økonomisk vækst.

Det er ikke, fordi Kina har lidt nogen nød, når det kommer til vækst det forgangne årti. Økonomiens størrelse blev næsten fordoblet i 10’erne, men kritiske spørgsmål til det kinesiske vækstprojekt er forblevet ubesvaret.

Det var Lis forgænger, der for halvandet årti siden kaldte økonomien for ustabil, ubalanceret, ukoordineret og uholdbar.

Ovenstående citat kom i guldårerne, hvor økonomien voksede 14 procent om året. I 2023, efter vi har vænnet os til 5-6 procent vækst, hænger flere af u’erne ved.

Lis gentagne indirekte påtaler af, at økonomien ikke har det så godt, som hans chef ynder at sige, har hjulpet på hans popularitet blandt Xi-kritikerne, men det har ikke vundet ham magt i det politiske system.

Efter at Xi Jinping i 2020 fortalte nationen, at man succesfuldt havde udryddet fattigdom i Kina, var det Li Keqiang, der kort tid efter fortalte journalister, at der stadig er 600 millioner kinesere, der lever for under 1000 kroner om måneden.

Under regeringens nul-covid politik, hvor millioner af kinesere mistede deres arbejde, opfordrede Li til at genoplive landets gadekøkkener som en måde at stimulere økonomien og beskæftigelsen på.