Fabrikken minder om en by og er nærmest en selvregulerende enhed, fortæller Philip Róin, DR’s Asien-korrespondent.
– Det betyder, at de selv har nogenlunde kontrol over, hvordan de vil føre deres covid-politik, så længe de sørger for, at det er nul covid-politik, fortæller korrespondenten.
Han peger på, at man på fabrikker som den i Zhengzhou har såkaldt bobleproduktion, hvor man lukker fabrikken for omverdenen.
– Men problemet i iPhone-byen er, at omikron er sluppet ind, og nogle af arbejderne er simpelthen blevet spærret inde i deres sovesale, hvor de har brokket sig over, at de ikke har fået mad, siger Philip Róin.
Arbejderne er på akkordløn og derfor ikke får fuld hyre, hvis samlebåndene sættes på pause, pointerer Philip Róin.
– Så de har ikke haft mulighed for at tjene penge, og det har simpelthen ført til, at folk til sidst har kravlet over hegnet og flygtet ud i landskabet, siger korrespondenten.
Han fortæller, at fabrikken siden har givet arbejderne lov til at forlade fabrikken, mens dem, som bliver, får en lønforhøjelse.
Kina er ikke klar til store udbrud
Det er svært at finde andre steder i verden med så streng en kurs over for corona, som man ser det i Kina. Og det er der flere årsager til, forklarer Philip Róin, der som indbygger i Shanghai flere gange har været sat i længere karantæner.
– Det kinesiske sundhedssystem kan ikke bære, at omikron eller en anden variant får lov til at få frit løb i landet, siger korrespondenten.