– Rigtig mange kasakhere mente, at det var afgivelse af suverænitet – og bare en måned senere, invaderede Rusland så Ukraine.
– Det sendte rystelser gennem hele Centralasien, men i særdeleshed i Kasakhstan, der deler en lang grænse med Rusland, siger Matilde Kimer.
– Det er formentlig grunden til, at Tokajev har haft travlt med udadtil at lægge afstand til Putin, og at han har gjort det meget klart, at man ikke har tænkt sig at anerkende Ruslands ambitioner eller politik, hvad angår Ukraine.
Det blev tydeligt under et møde i Sankt Petersborg i juni, hvor præsident Tokajev ifølge Ritzau sagde, at Ruslands skridt mod at anerkende ukrainske separatistregioner ville “føre til kaos”.
Rusland har lidt et prestigetab
Ruslands invasion af Ukraine har altså fået den kasakhiske jernmand til at lægge afstand til sin tidligere allierede, og det er han ikke alene om.
Den seneste tid har utallige af de kasakhere, der har russisk som modersmål, strømmet ind på sprogskoler for at lære kasakhisk, fortæller Matilde Kimer.
– De gider ikke længere tale russisk med hinanden, siger korrespondenten, der peger på, at lignende tendenser, hvor indbyggerne søger deres egne nationale identiteter, er set i blandt andet Ukraine og Belarus.
– Man kan godt sige, at Rusland har lidt et ret stort prestigetab i Kasakhstan efter invasionen af Ukraine, siger Matilde Kimer, der fortæller, at der i Kasakhstan er en frygt for, at de kan stå for tur næste gang.
Blandt andet fordi nationalistiske kræfter i Rusland har vist interesse for det nordlige Kasakhstan, hvor der bor tre millioner etniske russere.