Journalist og antropolog blev skudt og dræbt i Amazonas – nu peger NGO’er fingeren mod Brasiliens regering
Det vilde Vesten
Antallet af ulovlige aktiviteter i regnskovens beskyttede området er ifølge eksperter blevet fordoblet siden Bolsonaro trådte til, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Også Javari-dalen, hvor Philips og Pereira forsvandt, har ifølge BBC set et stigende antal sammenstød mellem de kriminelle grupper, der huserer i reservatet, og repræsentanter fra staten og de oprindelige folk.
Amazonas-regnskoven – og Javari-dalen i særdeleshed – er Brasiliens svar på “det vilde Vesten”, lød det tidligere på ugen fra DR’s Sydamerika-korrespondent, Kristian Almblad, som selv bor i Brasilien.
– Der er ikke særligt meget kontrol med, hvad der foregår og specielt i det hjørne, som ligger mellem Brasilien, Peru og Colombia. Der foregår rigtigt mange ting, som ikke er på den pæne side af loven, siger han.
– Der er rigtig mange folk i det område, som ikke har nogen interesse i, at personer som Dom Phillips, altså journalister fra udlandet, kommer og sætter fokus på, hvad der foregår.
Bolsonaros fingeraftryk
Det var netop de voldelige sammenstød i reservatet, som de to mænd var i området for at dokumentere, skriver BBC. Og forbindelsen mellem Bolsonaros politik og drabene på Philips og Pereira er ikke til overse, mener man i klima-NGO’en Observatorio do Clima.
– De kugler, der dræber journalister, aktivister og oprindelige folk i Amazonas er købt med penge fra landovertagelser, ulovlig minedrift og skovrydning, lyder det fra Marcio Astrini, chef for Observatorio do Clima.
– Gennem hans mangelfulde eftersøgning og den måde hvorpå han har opmuntret disse kriminelle, har Bolsonaro-regeringen sat sine fingeraftryk overalt på denne tragedie, lyder det ifølge The Guardian.
Under statens beskyttelse
Den ene af de to dræbte, Bruno Pereira, har tidligere været ansat som leder af Brasiliens Funai-agentur, som arbejder for beskyttelsen af regnskovens oprindelige befolkning.
Pereira blev fyret i 2019, angiveligt som led i en omstrukturering, og har siden arbejdet tæt sammen med det oprindelige folk i netop Javari-dalen, hvor han har hjulpet reservatets stammer med at beskytte sig mod ulovligt fiskeri og krybskyderi.
Brasilien har flere statslige organisationer, der arbejder for at beskytte landets store regnskov, men Funai har i særlig grad været en torn i øjet på præsident Bolsonaro, som ved sin indsættelse også svor “at sætte en le til halsen” på agenturet.
– Siden han tiltrådte, er præsident Bolsonaro begyndt at støtte og beskytte enhver, der invaderer den oprindelige befolknings område, være det skovhuggere, fiskere eller minearbejdere, som nu føler, at de er under statens beskyttelse, siger Sydney Possuelo, som er Brasiliens førende ekspert indenfor isolerede stammer og tidligere præsident i Funai.