Hærværk og ødelæggelse af infrastruktur i al-Hol-lejren samt den høje mordrate og Islamisk Stats aktiviteter og indflydelse i lejren er intet nyt fænomen.
Ekstra-Bladet har beskrevet, at Islamisk Stat har oprettet en børneafdeling i al-Hol-lejren, der radikaliserer børnene, der allerede har boet og opholdt sig med deres forældre i det selvbestaltede IS-kalifat, da det eksisterede.
Vandtankvogne fungerer som smuglingsvirksomhed
Stig Marker Hansen ser flere tegn på Islamisk Stats indflydelse. Afpresning er en del af lejrlivet samt ind- og udsmugling af våben og mennesker, fortæller han.
Alt hvad der skal bruges i lejren af mad, medicin, telte, vand og brændsel skal transporteres ind. Og for eksempel spildevand skal transportes ud.
I noget tid har Stig Marker Hansen arbejdet for, at vandforsyningen skal flyttes ud af lejren og i stedet fordeles gennem rørledninger. I øjeblikket sker vandforsyningen i form af daglige vandtankvogne, der kører ad de smalle stier gennem lejren, og så sent som forleden bakkede en vandvogn over en lille pige og maste hende ihjel.
– Vi ville etablere en vandstation uden for lejren, så man i stedet pumper vandet ind og undgår den voldsomme trafik. Men det er der ikke stemning for blandt den lokale lejrledelse. For når der kører store køretøjer ind og ud, er det en mulighed for at smugle våben ind og mennesker ud. Dermed er det ikke beboernes sundhed og sikkerhed, der er det primære fokus, siger Stig Marker Hansen.
Islamisk Stats tilstedeværelse i lejren, og støtten som terrororganisationen nyder udenfor i landskabet, tjener flere mål. Der foregår meningskontrol. Alle har en mobil, og hvis du har en mobil har du også adgang til kontakter og penge. Samtidig kan Islamisk Stats indflydelse ses som en del af en større planlægning, siger Stig Marker Hansen.
Lejren ligger i kort afstand fra byen Hasaka, hvor en fængselsrevolte tidligere på året førte til, at flere hundrede IS-fanger kom på fri fod. En del blev tilfangetaget igen, men et ukendt antal fanger er stadig ikke fundet.
Al-Hol er en forretning for IS
Det var krigere fra Islamisk Stat, der hjalp ved at angribe fængslet udefra i en koordineret operation, der krævede, at det amerikanske militær måtte hjælpe de lokale styrker med at få situationen under kontrol.
I området, hvor både lejren og fængslet ligger, er der miljøer, der sympatiserer med IS.
– IS bevarer deres ambitioner om at besætte hele området. Hvis de bygger en våbenkæde op i lejrene, så får de en sovende celle som er væbnet og klar til at støtte sagen og klar til kamp. Det, vi har set i lejrene, er jo vidnesbyrd om, at de bevæbner sig selv i lejren og bruger de våben til at kontrollere lejrbefolkningen, siger Stig Marker Hansen og tilføjer:
– Islamisk Stat opfatter al-Hol-lejren som en forretning, vi ikke skal blande os i.