Mange skydes ned
Efter mandagens angreb har dronerne skabt bekymring i Kyiv, fortæller DR’s journalist i Ukraine, Louise Brodthagen.
– Jeg tror stadig, at der er en smule nervøsitet på grund af det her. Der gik rigtigt mange rygter om, at der nærmest var en hel hær af droner på vej mandag, fortæller hun.
– Frygten er, at man ikke når at få et varsel, og at det lykkes dronerne at komme igennem det luftforsvar, der måtte være, siger hun.
Det ukrainske luftforsvar er dog i stand til at skyde mange af dronerne ned, fortæller Louise Brodthagen.
– Ved angrebet mandag var det cirka halvdelen, der blev neutraliseret af luftværnet, og det var nogenlunde den samme procentdel i Lviv, hvor jeg var tirsdag, siger hun.
– Så luftværnet er effektivt, men det siger sig selv, at når man kun fanger halvdelen, så mener man her, at der er brug for bedre beskyttelse, siger hun.
Mor: Vi leger for ikke at høre droner
I Kyiv har dronerne også medført, at luftalarmerne kommer til at vare i længere tid, fordi dronerne bevæger sig ved lav hastighed, kan ændre retning undervejs og dermed opholder sig længere i luftrummet, fortæller DR’s journalist.
– Af og til har vi jo haft luftalarmer i Kyiv, som er blevet afblæst igen efter 20-25 minutter, men de dage kan måske nu være overstået, siger hun.
I Odessa-region har kamikaze-dronerne også tidligere på måneden spredt frygt.
Mariana Tkachenko, mor til to, fortæller til norsk tv, hvordan hendes børn kan høre dronerne om aftenen.
– De sender dronerne ud, og så begynder vi at lege, for at vi ikke skal høre dem, fortæller hun til NRK.