Seneste Danmarksnyheder

Iranske fans inden VM-opgør mod ærkerivalen USA: ‘Både før og efter kampen er vi venner’

Til kampen mod Wales mødte Parsa fra Iran op med sorte sørgebind om håndledet for at ære de dræbte demonstranter. Og han glæder sig til kampen mod “vennerne” fra USA.

– USA er imod den islamiske republik, og derfor er vi med USA. Jeg ser kampen som en rigtig god kamp, fordi den genforener iranere og amerikanere, siger Parsa, der dog håber på at Iran vinder.

Sajjad, der til daglig bor midt i det iranske oprør, er fløjet til Qatar for at se kampen mellem USA og Iran.

– Jeg er kommet for at ændre billedet af Iran i Vesten. Der tror folk, at iranerne er som styret, men vi er ikke som dem, siger Sajjad.

– Både før og efter kampen mod USA er vi venner, tilføjer han, om den kamp han ser frem til.

Det hold, der vinder, går videre i VM-turneringen. Et uafgjort resultat vil sende Iran i ottendedels-finalen, hvis England slår Wales eller kampen ender uafgjort. Der er med andre ord lagt op til en intens kamp på banen.

Mødtes sidst i 1998

Sidst de to landes fodboldherrer mødtes var under VM i Frankrig i 1998 under ekstra sikkerhedsopbud, hvor Iran vandt 2-1 over USA. Dengang måtte de iranske spillere ikke gå imod deres modstandere og give hånd. I stedet blev der taget et gruppebillede. Den ideologiske kamp foregår allerede udenfor banen – også ved dette VM.

Det iranske fodboldforbund har klaget til FIFA over USA og krævet en advarsel, efter at det amerikanske fodboldforbund i to opslag på sociale medier havde fjernet emblemet for den islamiske republik i det iranske flag.

– I en uprofessionel handling fjernede det amerikanske fodboldsforbunds Instagram-side Allah-symbolet fra det iranske flag, skriver det statslige iranske nyhedsbureau IRNA.

Opslagene af flaget på de sociale medier var en støtteerklæring til de iranske kvinder, der kæmper for deres frihed. Men senere blev opslagene taget ned og erstattet med flaget for den islamiske republik. Ifølge New York Times kræver en repræsentant for det iranske fodboldforbund, at USA bliver udelukket fra VM-slutrunden. FIFA har endnu ikke kommenteret sagen.

Se et klip fra optakten til kampen, da de to hold mødtes til VM i 1998.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies