Seneste Danmarksnyheder

Iransk politi: Ung kvindes død i moralpolitis varetægt var ‘beklagelig episode’

Nu har det iranske styre været ude at kommentere episoden med Mahsa Amini, som man ifølge nyhedsbureauet Reuters kalder “beklageligt”.

– Denne ulykke er beklagelig for os, og vi ønsker ikke at være vidner til ulykker som denne, udtaler politichefen i Teheran, Hossein Rahimi, mandag.

Kvindens far: Hun var sund og rask

Ifølge øjenvidner blev Mahsa Amini, der tilhørte det kurdiske mindretal i Iran, tæsket af moralpolitiet inde i en stor politibil, skriver BBC.

Men det er beskydninger, som moralpolitiet har afvist, der hævder, at hun pludselig faldt om, mens hun ventede sammen med andre tilbageholdte kvinder.

– Kujonagtige beskyldninger er blevet rettet mod iransk politi, siger Hossein Rahimi, der tilføjer, at moralpolitiet “gør et godt stykke arbejde”.

Mahsa Aminis far, der måtte begrave sin datter i lørdags, har ifølge Reuters fastslået, at hans datter ikke havde nogen underliggende sygdomme.

Myndighederne har sagt, at min datter led af kroniske sygdomme. Det kan jeg personligt afvise, min datter var sund og havde ingen helbredsproblemer.

Voldsomme protester flere steder

Den 22-årige kvindes dødsfald har sat spotlys på kvinders rettigheder i Iran og har forårsaget protester flere steder i landet.

Ifølge Rasmus Elling, der er lektor ved Københavns Universitet, hvor han forsker i Iran, er reaktionerne opsigtsvækkende.

– Det er en sag, som virkelig har samlet iranerne, og det skyldes først og fremmest, at der via sociale medier og massebeskedstjenester er blevet delt videoer af anholdelsen af Mahsa Aminis anholdelse.

– Det har fået mange iranere til at udtrykke deres afsky over for det iranske moralpoliti og den strukturelle diskrimination mod kvinder, som moralpolitiet er udtryk for, siger han.

Herunder kan du se protester fra den iranske by Sanandaj søndag.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies