Ligesom mindst 30 andre lande har Danmark sendt militær støtte til den ukrainske hær, som igen og igen har bedt sine allierede om våben og artilleri til at forsvare landet mod de russiske styrker.
Men skydevåben og såkaldte tunge våben, der bliver sendt af sted til Ukraine, vil med stor sandsynlighed ende i hænderne på kriminelle, advarer det internationale politisamarbejde Interpol nu.
– Det ved vi fra mange andre konfliktområder. De kriminelle har allerede nu blikket rettet mod dem (våbnene i Ukraine, red.), lød det fra Interpol-chef Jürgen Stock på et pressemøde, hvor han opfordrede organisationens medlemslande til at spore de våben, der er blevet sendt afsted til den ukrainske frontlinje.
Han understregede samtidig, at de kriminelle smuglernetværk opererer på tværs af landegrænser – og at et globalt samarbejde derfor er nødvendigt for at bremse strømmen af våben fra Ukraine.
– Vi kan forvente en tilstrømning af våben i Europa såvel som andre steder. Vi bør være alarmerede, og vi må forvente, at disse våben vil blive handlet ikke kun til nabolande, men også til andre kontinenter, understregede han.
Millioner af mindre våben
Ifølge Anders Puck Nielsen, der er militærforsker ved Forsvarsakademiet, er det altid en risiko, at våben, som bliver sendt til et konfliktområde, ender i de forkerte hænder.
Det så man for eksempel også, da USA sendte våben til mujahedinerne i Afghanistan fra slut-1970’erne op igennem 1980’erne, forklarer han.
– Der tror jeg, der er bedre styr på det i Ukraine, siger han.
– Men man har ikke styr på alle våben. Det kan man ikke have i sådan en krig. De store våben som kanoner, kampvogne og den slags, har ukrainerne selvfølgelig godt styr på, men de millioner af mindre våben, der er spredt udover Ukraine, kan man ikke holde styr på, siger han.