Er det et gevær, der er lavet til krig, jagt eller selvforsvar?
Og hører det overhovedet hjemme i hænderne på civile?
I USA er debatten om en bestemt type våben – det såkaldte AR-15-gevær – igen blusset op efter skoleskyderiet på Robb Elementary School sidste tirsdag.
– Der er ingen grund til, at en almindelig borger skal have sådan et våben.
Ordene kommer fra lægen Comilla Sasson.
Hun havde vagten på en skadestue i Colorado en juli-nat for 10 år siden, da ambulancerne pludselig begyndte at komme ind med det ene offer efter det andet med alvorlige skudskader.
23 patienter på to timer.
– Den nat havde jeg patienter med indvoldene hængende ud, med halvdelen af deres hoveder skudt af. Det var et forfærdelige scenarie, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle opleve i mit liv som skadestuelæge, fortæller hun i et interview med Msnbc.
Patienterne var ofre for masseskyderiet i Aurora i 2012, hvor en gerningsmand havde åbnet ild i en biograf under en Batman-film.
Fra Vietnam-krig til private
Tirsdag var tallet 21 dræbte – heraf 19 børn.
Igen var gerningsvåbenet et halvautomatisk AR-15-våben.
Som det også var, da en natklub i Florida blev angrebet i 2016, da koncertgængere i Las Vegas i 2017 blev beskudt fra et hotelværelse, og da skolebørn blev mejet ned på Sandy Hook-skolen i 2012.
Kritikerne mener, at AR-15 er en del af problemet, når det gælder USA’s masseskyderier.
– Det er en maskine, der er designet til at dræbe så mange mennesker så hurtigt som muligt, siger lægen Comilla Sasson.
Den aften i Colorado oplevede hun, hvordan kuglerne fra gerningsvåbnet lavede større skader på ofrene end kugler fra for eksempel en 9 millimeter pistol.
AR-15 skyder nemlig med mindre kugler – men med en højere fart, som skaber en trykbølge, når kuglen passerer gennem vævet.
– En kugle fra en pistol vil dræbe, fordi den rammer en pulsåre, hjertet, hjernen eller andre vitale organer. Men den er ikke i stand til at lave den ødelæggelse, som en AR-15-riffel kan, siger Comilla Sasson til tv-stationen.
AR-15 er ikke et specifikt våben, men en våbentype.
Forkortelsen AR står hverken for “assault rifle” eller “automatic rifle”, men “ArmaLite Rifle” efter firmaet, der opfandt det semi-automatiske gevær i 1956.
I sin militære version kom riflen til at hedde M16 og fik sin ilddåb under Vietnam-krigen.
Våbenfirmaet Colt ejede indtil slutningen af 70’erne patentet, men da det udløb begyndte mange andre våbenproducenter at lave deres version.
I dag anslår man, at der er omkring 20 millioner våben af den type i omløb i USA.
Det er populært i en grad, så våbenlobbyorganisationen NRA (Americas Rifle Association) har kaldt den “Amerikas Riffel”.
– Lige nu er det den mest populære riffel i USA, fortæller journalist Zusha Elinson. Han dækker våben for avisen Wall Street Journal og er ved at skrive en bog om AR-15’s historie.
– Forbrugerne elsker det, fordi det er nemt at skyde med, og fordi du kan udskifte delene. Det bliver kaldet “Lego for voksne”. Det er en ekstremt populær vare, fortæller han i en podcast.