I Iran er frygten gledet i baggrunden: ‘Det er drømmen om en revolution’
I snart tre uger har iranerne været på gaderne i protest.
Kvinder har klippet håret af, smidt deres hijab på bålet, og mange mænd har sluttet sig til dem i demonstrationer mod regimets undertrykkelser, siden den 22-årige iransk-kurdiske kvinde Mahsa Amini mistede livet den 16. september, mens hun var i moralpolitiets varetægt.
Men styret lytter ikke til den vrede befolkning.
Det slog landets øverste religiøse leder, ayatollah Ali Khamenei, fast i går, da han for første gang kommenterede de seneste ugers protester.
– USA og det falske zionistiske besættelsesregime står bag disse optøjer og denne usikkerhed, og det samme gør deres betalte agenter med hjælp af forræderiske iranere i udlandet, sagde Khamenei, der har været Irans religiøse overhoved siden 1989.
For demonstranterne og de mange iranere, der ønsker forandringer og et andet samfund, manifesterer ayatollahens ord lige præcis dét, de er så frustrerede over. Det fortæller DR‘s korrespondent i Mellemøsten, Puk Damsgård.
– Den unge generation er vokset op i et miljø, hvor deres stemmer ikke bliver hørt eller taget alvorligt. Og ayatollahen taler henover det, som rent faktisk sker i Iran i de her uger, siger hun.
– Han synger den samme sang, som den islamiske republik har sunget så mange gange før.
Noget er forandret
Protesterne er de største, som Iran har set i flere år, og de er af en anden karakter, end de andre protester, der har fundet sted de senere år, fortæller Puk Damsgård.
– Iranere fortæller mig, at der simpelthen er noget, der er forandret. Frygten er gledet i baggrunden. Det er kvinderne, der går forrest og gør oprør mod kernen i den islamiske republik. Det handler ikke “bare” om økonomi, men er et angreb på selve den iranske stats identitet og et feministisk opgør med islamismen, fortæller hun, fortæller hun.
– Selv i konservative byer og den by ayatollahen kommer fra, brænder kvinderne deres hijab.
En kvinder brænder sit tørklæde under protester i den sydvestlige iranskeby Bushehr den 25. september. (Foto: – © Ritzau Scanpix)
Drømmen om en revolution
I de videoer, der slipper ud af Iran og bliver delt på sociale medier, råber demonstrater: “Kald det ikke en protest – det er en revolution nu”. Og ifølge Puk Damsgård der heller er ingen tvivl om, at det for de demonstrerende iranere føles som en revolution.
– Det er i hvert fald drømmen om en revolution. Og måske står vi ved et historisk vendepunkt, hvor det iranske styre på sigt ikke kan fortsætte, som det har gjort hidtil. Revolutioner sker ikke natten over.
– Og det er selvfølgelig det store spørgsmål. For der er ingen tvivl om, at styret er truet af det, som befolkningen vil. Det her går fuldstændig til kernen af den islamiske republiks identitet, det her er ikke noget, som bare er nogle små krusninger i overfladen. Men samtidig møder demonstranterne en gigantisk mur i deres kamp.
En landsdækkende bevægelse
Selvom man ikke ser millioner af iranere på gaderne på samme tid, så skal man ikke undervurdere protesternes størrelse, lyder vurderingen fra Puk Damsgård:
– Det kan godt være, at vi ikke ser masserne, der vælter ud i gaderne. Det er simpelthen for svær en situation til at gøre på samme tid. I stedet ser vi demonstrationer i hele landet i alle Irans provinser. Det er simpelthen en landsdækkende bevægelse, siger Puk Damsgård.