Seneste Danmarksnyheder

I dag tager kansler Scholz hul på en ny æra i det vigtige forhold mellem Tyskland og Kina

Men handelssamarbejdet mellem Kina og Tyskland er ikke bare vigtigt for tyskerne. Kineserne ser også en stor gevinst i at bibeholde de tyske ingeniører og teknologi, og det bærer de kinesiske kommentatorers taler præg af.

– Scholzs besøg er tegn på Tysklands ønske om, at man vil udbygge samarbejdet med Kina på et meget vigtigt tidspunkt – lige efter den 20. partikongres og samtidig med at Kinas modernisering for alvor tager ud på en ny rejse, sagde Tian Dewen fra Chinese Academy of Science i en tale sidste uge.

I Beijing tror man fortsat på, at Europa kan tales fra at lægge samme Kina-kritiske kurs, som amerikanerne har gjort. For styret i Beijing er problemet dog, at det ikke kun er Berlin, der er blevet mere skeptisk.

EU overvejer at skærpe tonen

At de tyske glade dage er forbi, kan nemlig også mærkes i Bruxelles, hvor EU’s tone over for kineserne er blevet en del hårdere i de senere år.

For tre år siden gik Kina fra blot at være en strategisk partner, som EU-landene gerne ville arbejde og handle tæt sammen med, til også at være en økonomisk konkurrent og en systemisk rival for unionen.

Og medlemslandene diskuterer i disse måneder, om de skal skærpe kursen over for kineserne og distancere sig yderligere fra dem. For blandt de europæiske regeringer er der en udbredt erkendelse af, at de længe har været for naive over for Kina.

– Der er en voksende realisme i dialogen med Kina. Vi har efterladt naiviteten bag os, sagde den hollandske udenrigsminister, Wopke Hoekstra, i sidste måned.

I årevis har de eksempelvis kunnet følge med i, hvordan statsstøttede kinesiske virksomheder har opkøbt i strategisk vigtige sektorer rundt om i Europa. Den store Piræus-industrihavn i Grækenland er på kinesiske hænder, og den kinesiske virksomhed Geely overtog for mere end ti år siden svenske Volvo.

Og som kommissionsformand Ursula von der Leyen understregede efter det seneste topmøde i Bruxelles, hvor forholdet til kineserne var oppe at vende, så bliver medlemslandene “nødt til at være meget vagtsomme, når det kommer til, hvem vi er afhængige af”. Ikke mindst hvad angår kritisk infrastruktur, råmaterialer og energi.

Derfor blev det også mødt med hovedrysten fra en række stats- og regeringschefer, heriblandt den franske præsident, Emmanuel Macron, da det i sidste måned kom frem, at den tyske kansler ikke så noget problematisk i, at det statsejede kinesiske rederi Cosco var ved at opkøbe en del af en af havneterminalerne i Hamborg Havn.

– Vi har tidligere lavet strategiske fejl, hvad angår salg af infrastruktur til Kina, påpegede den franske præsident.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies