Seneste Danmarksnyheder

Hvorfor kan EU ikke bare sænke prisen på gas? Forstå, hvorfor EU-landene ikke kan blive enige

Europa-Kommissionen, der har til opgave at udarbejde fælles EU-forslag, er også særdeles lunken over for at indføre et prisloft på al gas. Det er ifølge kommissionen vanskeligt at strikke et prisloft sammen, der passer til alle landenes nationale energisystemer, og som ikke risikerer at skabe forsyningsproblemer på kontinentet.

De europæiske lande har nemlig fortsat brug for gas til at holde deres økonomier i gang. Og regeringen i Norge, der har overtaget pladsen som den største gasleverandør til EU fra Rusland, vurderer også, at det vil medføre mindre gas til landene, hvis der bliver indført et prisloft.

I stedet har Europa-Kommissionen blandt andet luftet ideen om en mere begrænset udgave, nemlig et prisloft på den gas, der bliver brugt til at producere el. Det har Spanien og Portugal gjort siden juni, og det har ifølge BBC været med til at sænke energipriserne på den iberiske halvø med næsten en fjerdedel.

Men der er også mange ubekendte i det forslag, som skal diskuteres i dag på mødet – eksempelvis hvem der skal betale for den prisforskel, der er mellem den reelle markedspris for gas og så den, medlemslandene vil betale for den. Er det de enkelte medlemslande, der skal betale regningen, eller skal EU-landene i fællesskab deles om den? Og hvor skal de penge i givet fald komme fra?

Derudover har det iberiske prisloft også været med til at øge energiforbruget i de to lande.

Fra dansk side er opbakning til det forslag også til at overse. Her så man eksempelvis hellere, at man får forhandlet nogle billigere langtidskontrakter på plads med de store gasleverandører. Det er noget, Europa-Kommissionen allerede ser på. Og man er også åben for, at medlemslandene på frivillig basis begynder at købe gas i fællesskab, så de ikke indbyrdes kommer til at presse priserne op.

Men Europa-Kommissionen er under et enormt pres for at udarbejde et prisloft-forslag, der kan skabe ro på tværs af landegrænserne, og intet tyder på, at den diskussion vil stoppe af sig selv.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies