Hotel står klar til at tage imod asylansøgere
I Rwandas hovedstad, Kigali, står Hotel Rouge By Desir klar til at huse asylansøgere fra Storbritannien på hotellets 72 værelser, fortæller Jackie Uwamungu, der er hotelbestyrer.
– Vi håber, asylansøgerne kommer til vores hotel, for det er det, vi forventer.
– Vi ser frem til at være vært for dem, siger hun.
Hun fortæller, at hotellet ikke ved, hvor mange asylansøgere der er tale om. Hun ved heller ikke helt, hvilke rammer asylansøgerne vil blive huset under. Dog ved hun, at der vil være sikkerhedspersonale til stede på hotellet.
– Jeg tror, de kan forlade hotellet, men myndighederne har ikke fortalt os så meget endnu. Vi vil tale om det, når de ankommer.
– Vi, som hotel, har ikke snakket med den engelske regering. Det er Rwandas regering, der gør det, siger Jackie Uwamungu.