Der mangler billige boliger på Færøerne.
For med himmelhøje huspriser og kun få almene lejeboliger, er det tæt på umuligt at finde noget at bo i, selv med et helt almindeligt job.
I hovedstaden Tórshavn er gennemsnitsprisen for et parcelhus for eksempel fordoblet fra 1,8 millioner til 3,7 millioner siden 2013, og også i resten af landet er det blevet dyrere.
Interesseforeningen Búgva har længe forsøgt at råbe politikerne op om problemet. Uden held lyder det fra foreningens talsperson, Elin Henze. Hun savner handling.
– Der skal først og fremmest bygges flere almennyttige lejeboliger, så folk med lav indkomst og mellemindkomst har en mulighed for at få tag over hovedet og være trygge, siger Elin Henze.
Hun mener, at den nuværende regering har misforstået opgaven, når den har gjort det til et krav, at landets eneste almene boligselskab, Bústaðir, kun kan bygge nye boliger sammen med en privat investor.
– De private skal have et afkast, og det vil sige, at de almene boliger, de bliver dyrere, så de har slet ikke forstået problematikken med, at vi har brug for flere billige lejeboliger, siger Elin Hentze.
Tanya Møller var blandt de første, der i 2013 skrev sig op til en almen lejebolig på Færøerne.
Hun bor alene med sin søn og med én indkomst er det umuligt for hende at købe et hus på det færøske boligmarked. Derfor har hun boet til leje på det private marked de sidste 13 år og levet med den utryghed, der følger med, når man ikke ved, hvornår man kan blive opsagt.
Det har hun oplevet to gange.
– Det er meget svært at finde noget, og så står du der. Det er noget, der påvirker en psykisk. Man bliver meget påvirket af det, især når man bliver mor, så er det endnu værre, siger hun.
I lørdags kunne hun officielt sige farvel til usikkerheden og flytte ind i en almen lejebolig hos Bústaðir.
Trygheden kommer dog med en pris. For helt billigt er det ikke. Huslejen hedder 9.200 kroner plus forbrug for 85 kvadratmeter.
Men selv om lejligheden, hun netop er flyttet ind i, presser hendes økonomi, følte hun ikke, at hun havde noget andet valg.
– Jeg er heldig, at jeg har en god uddannelse og et godt arbejde, så jeg kan lige få det til at løbe rundt. Det er det, jeg har valgt. Den tryghed kommer på bekostning af prisen, og så er der ikke så meget til overs, når alt er betalt, siger Tanya Møller.