Rishi Sunak og Penny Mordaunt fik endnu engang flest stemmer ved gårsdagens afstemning, hvor “kulturkrigeren” Kemi Badenoch blev siet fra.
Men kun seks stemmer adskilte Penny Mordaunt og Liz Truss. Så nu er spørgsmålet, hvor de 59 konservative, der stemte på Kemi Badenoch, vælger at sætte deres kryds i dag.
Derfor er intet afgjort endnu, og bookmakerne har kvitteret ved at skifte mening om, hvem der nu er favorit til at gå hele vejen.
Udenrigsministeren haler ind
Efter opbakning fra 118 af de 356 konservative parlamentarikere tages det allerede mere eller mindre for givet, at Rishi Sunak bliver blandt de to konservative formandsfinalister.
Hvem den anden bliver, er derimod langt mere usikkert.
Blandt andet fordi der er spekulationer om, hvorvidt støtter af Rishi Sunak vil stemme på en af de to rivaler for at hjælpe den ønskede modstander over målstregen.
Men under formandskampen har hun i den grad slået sit navn fast ved at indtage andenpladsen ved de interne afstemninger i parlamentsgruppen.
Det betyder dog ikke, at hun automatisk kan forvente at snuppe den vigtige andenplads senere i dag, lyder det fra Ole Helmersen, der er lektor ved Copenhagen Business School og ekspert i britiske forhold.
– Kemi Badenoch fik 59 stemmer, så det er ret afgørende, hvor de ryger hen. Men det er svært at sige, hvor de ender, påpeger han.
The Guardian peger på, at Badenochs støtter primært tilhører partiets højrefløj, som identificerer sig mere med udenrigsminister Liz Truss end med Penny Mordaunt.
Samtidig peger flere britiske medier på, at Mordaunts momentum er gået i stå, mens Liz Truss har halet gevaldigt ind på hende ved de interne afstemninger. Så meget, at bookmakerne i går gjorde Truss til ny favorit til at blive Storbritanniens næste premierminister.
Når de to formandsfinalister er fundet, er det nemlig op til de menige medlemmer af Det Konservative Parti at pege på den nye partiformand – og dermed premierminister. Og her spås Sunak ikke gode chancer, selv om han har stor opbakning blandt sine kollegaer.
Interne slagsmål blev for meget
Mens temperaturerne i England de seneste dage har sat rekorder, har det også gået hedt for sig i Det Konservative Parti.
Britiske medier melder om hårde personlige angreb i kulisserne, såvel som åbne angreb i pressen. Penny Mordaunt kunne eksempelvis læse i pressen, at hendes tidligere chef – den forhenværende britiske brexitforhandler David Frost – udtrykte bekymring og forundring over hendes pludselige plads blandt favoritterne.
– For at være helt ærlig, så er jeg ret overrasket over, hvor hun befinder sig i kapløbet, sagde han til mediet TalkTV, hvor han sagde, at Mordaunt mere i teorien end i praksis havde været hans stedfortræder, og at hun “ikke altid var helt ansvarsbevidst eller lige synlig” under brexit-forhandlingerne med EU.
– Nogle gange vidste jeg ikke engang, hvor hun var, lød det fra Frost, der sagde, at han bad Boris Johnson om at udskifte hende.
Det kom også til åbne konfrontationer i tv-debatterne, hvor kandidaterne stod ansigt til ansigt i bedste sendetid.
Blandt andre Liz Truss og Rishi Sunak gik til hinanden ved søndagens debat: