Den ældste og længst-siddende kronprins i Storbritanniens historie er nu konge over Det Forenede Kongerige Storbritannien og 14 andre Commonwealth-riger.
I en alder af 73 år er han ældste tronarving, der tager plads på den britiske trone. Det skete i det øjeblik, hvor dronning Elizabeth i aftes døde på slottet Balmoral i Skotland. 63 år har han været kronprins.
– Dette er øjeblikket, hvor han endelig opfylder sin skæbne, skriver BBC’s kongehus-korrespondent, Nicholas Witchell.
– For Charles vil der være splittede følelser. Charles III vil vide, at det er en udfordring at træde ind i den rolle, som Elizabeth II har udfyldt i så mange år, siger han.
Kong Charles vil tale til nationen fredag, oplyser hans talsmand ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Kong Charles: En dybt elsket mor
Selv har den nye konge kort efter sin mors død udsendt en kortfattet meddelelse.
– Min kære mor Hendes Majestæt Dronningens død er et øjeblik fyldt af dyb sorg for mig og alle familiens medlemmer, siger han i en udtalelse.
– Vi sørger dybt over bortgangen af en højt værdsat monark og en dybt elsket mor. Jeg ved, at hendes død vil blive mærket i hele landet og kongeriget og af utallige folk verden over, skriver den nye konge.
Han skriver også, at kongehuset søger trøst og opbakning i den respekt og medfølelse, som omgiver dronningen.
Charles søn prins William er nu den næste i arvefølgen.
Han bliver ikke automatisk tronfølger, da det er en titel, der skal gives til ham af regenten, hans far, men han er nu hertug af Cornwall, og hans hustru, Catherine, er hertuginde.