Seneste Danmarksnyheder

‘Forventningerne er meget lave’ forud for verdens største konference for nedrustning af atomvåben

I dag vil diplomater og politikere fra lande som Rusland, Ukraine, Kina, Iran, USA og Danmark mødes på verdens største konference for nedrustning af atomvåben, som finder sted i New York.

Det gælder også Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), der deltager i dag og i morgen.

Grunden til, at man har sådan et møde, er, at størstedelen af FN-landene for 52 år siden skrev under på NPT-traktaten, som handler om, at man vil arbejde på at nedruste atomvåben.

Og det var altså i den forbindelse, at man aftalte at mødes hvert femte år.

Men forventningerne til konferencen er ikke høje, forklarer Rens van Munster, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og forsker i atomvåben, til P1Morgen.

– Forventningerne er meget lave, men man kan håbe på, at der sker en lille smule.

Der er i hvert fald to grunde til, at det er et svært forhandlingsklima, forklarer han. Den første er, at der faktisk i længere tid har været et nyt atomvåbenkapløb i gang.

– Atomvåbenstater har over længere tid vist meget lidt interesse for nedrustning. Tværtimod er lande som USA, Rusland og Kina – de største atommagter – i gang med at gennemføre omfattende moderniseringsprogrammer af deres atomprogrammer.

Derudover er der forholdet mellem USA og Rusland samt forholdet mellem USA og Kina, som er “rigtig dårlige og plaget af mistillid og konflikt” og dermed også gør situationen svær.

Afgørende at Rusland og USA snakker sammen trods Ukraine

Det helt afgørende for, at der vil kunne ske en nedrustning af atomvåben i verden er, at de to hovedatommagter, Rusland og USA, kommer i gang med at lave aftaler med hinanden om, hvad det er for nogle teknologier, der bliver indført.

– Det er det eneste, der kan stoppe den teknologidrevne destabilisering, der ellers er i gang, vurderer Ole Wæver, der er professor i International Politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Og det er her, Ukraine-krisen kan sætte en kæp i hjulet.

– Ukraine-krisen er problematisk. For kan de snakke sammen? Det har de faktisk kunnet lidt på atomvåbenområdet i det skjulte, mens man ellers har afbrudt alle mulige andre forbindelser.

– Men det er vi virkelig afhængig af, at de faktisk gør, forklarer han.

Tidligere har både USA og Rusland dog vist, at de godt kan indgå aftaler på atomområdet, selv når de er i konflikt med hinanden. Det fortæller seniorforsker Rens van Munster.

– Men hvis krigen kommer til at fylde meget på konferencen, hvilket der er stor chance for, så tror jeg, det vil tage opmærksomheden endnu mere væk fra nedrustningsspørgsmålet.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies