Formodet tysk terrorgruppe ville tage politikere som gidsler: ‘Det ville have været et angreb på min arbejdsplads’
Ifølge Michael Reiter har den formodede terrorgruppen samlet et stort forråd af våben, af penge og udstyr.
Den højreekstremistiske gruppering er mistænkt for at ville omstyrte den eksisterende stat i Tyskland og erstatte den med sin egen.
– Og den udelukker ikke vold mod staten for at opnå målet, lyder det fra anklagemyndigheden.
‘Angreb på min arbejdsplads’
3.000 politifolk deltog i den enorme aktion, der omfattede razziaer i flere end 130 huse og lejligheder på tværs af mindst 11 tyske delstater.
Ifølge tyske medier skulle gruppen blandt andet siden november sidste år have planlagt et væbnet angreb mod det tyske parlament, Forbundsdagen, hvor man ville tage politikere som gidsler, og istedet indsætte et nyt militært styre.
En af dem, som blev rystet af nyheden, der har trukket overskrifter i Tyskland hele dagen, er Stefan Seidler, som sidder i Forbundsdagen for det danske mindretalsparti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW).
– Det skræmmer mig, for det ville have været et angreb på min arbejdsplads, et sted, hvor jeg færdes. Et sted, hvor jeg kæmper for demokrati, fortæller Stefan Seidler.