For Xiaoyus familie og tusindvis andre er den kinesiske boligdrøm en bunke ruiner

På en ø i mundingen af Yangtze-flodens udløb til det østkinesiske hav skulle 99 kvadratmeter fordelt på tre værelser have katapulteret Xiaoyus familie ind i det kinesiske boligræs.

Deres lejlighed var en del af et projektsalg, der ville “kultivere arkitektur, landskab og de offentlige rum på en måde, der forener beboernes kulturelle hensyn,” ifølge salgsmaterialet.

– Lejlighederne blev solgt lynhurtigt dengang, og det var først senere, vi opdagede problemerne, siger Xiaoyu på en telefon fra Henan-provinsen i midt-Kina, hvor hun er flyttet til med sine to børn i søgen efter en billigere tilværelse. Xiaoyu er hendes kaldenavn. DR er bekendt med hendes fulde navn.

Det var i 2018, at Xiaoyu sammen med sin mand, skrev under på købsaftalen på 2,6 millioner renminbi, svarende til 2,8 millioner kroner, hvoraf 40 procent kom fra deres egen opsparing – de resterende 60 procent blev finansieret med et lån i Bank of China, en af Kinas største statsejede banker.

Med sådan en bolig var Xiaoyus familie godt på vej til at udleve den drøm, der har animeret den kinesiske underklasse til at blive en del af den aspirerende middelklasse siden 1990’erne, hvor det slumrende, statskontrollerede boligmarked blev vagt til live.

Aftalen var, at Xiaoyus familie kunne overtage lejligheden 1. juli 2020.

Først kom covid i 2020, og Kina gik midlertidigt i stå. Kort efter introducerede regeringen ny regulering, der skulle begrænse boligudviklernes adgang til banklån, så de ikke blev overforgældede. Det skete kort før, at de globale markeder for materialer steg til himmels og gjorde alt, inklusiv byggeri, meget dyrere.

Alt det var ude af Xiaoyus families kontrol. De fortsatte med at betale de månedlige afdrag, efter at overdragelsesdatoen kom og gik, uden at de fik nøglerne.

Ejendomsudvikleren, Tahoe Group, gav ikke de ventende familier nogen forklaring. Tahoe er en af flere ejendomsudviklere, der er kommet i problemer i løbet af de sidste to år.

For at få pengene til at strække, flyttede familien i en mindre og billigere lejelejlighed.

Så kom covid til Shanghai, og byen lukkede helt ned i to måneder, Xiaoyu mistede sit job, hendes mands indkomst faldt med to tredjedele, og afbetalingerne på boliglånet stod i direkte konkurrence med at få mad på bordet. Nu er familien splittet op: Xiaoyu og hendes to drenge er flyttet ud af dyre Shanghai, mens de har stoppet afbetalingen på boliglånet.

Familien har tilsluttet sig en bevægelse, der i løbet af kort tid er blevet en af de hurtigst voksende i Kina: de låne-strejkende.

Det vil sige folk, der er stoppet med at betale af på deres lån.

Det er svært at undervurdere, hvor stor en del af det kinesiske vækstmirakel, der stammer fra boligmarkedet. Forskellige økonomer har estimeret boligers andel af kinesisk BNP til at være mellem 20 og 30 procent; hvis man regner tilstødende sektorer med, er det tættere på de 30 procent.

Flere gange i løbet af de sidste årtier var det ejendomsudviklere, der tog titlen som Kinas rigeste person. Hong Kong, Beijing, Shanghai og Shenzhen er alle på top-10-listen over byer med de dyreste boligmarkeder i verden.

Det kinesiske boligmarked har ikke gennemgået nogen krise i nyere tid, men er fortsat med at vokse ved hjælp af lettilgængelig kapital og ansporet af kinesernes umættelige appetit på fast ejendom. Hver gang det så ud til, at der var en korrektion på vej, kom der hjælp fra politikerne og centralbanken i Beijing. At være i det kinesiske boligmarked var en fest, der aldrig så ud til at slutte. Og så alligevel.

Da præsident Xi Jinping i 2017 holdt sin tre en halv timers tale om sine politiske ambitioner for den kommende lederperiode, var det beskeden om, at ’boliger er til at bo i, ikke spekulere med’, der burde have advaret ejendomsudviklere og købere om, at tingene havde ændret sig.

Og i 2021 spruttede festen så ud. Kapital-sluserne blev lukket og det gav rystelser i markedet. Evergrande var det mest feterede symbol på boligsektorens overmod, der fik opmærksomhed i efteråret 2021, men for hver Evergrande-kolos, eksisterer der et utal mindre ejendomsudviklere med de samme problemer.

Det, de har til fælles, er, at de har finansieret deres vækst med lån fra bankerne, markederne og kunderne. Først var det bankerne, der på grund af regeringens nye politik begyndte at afvise dem. Derefter fulgte finansmarkederne, hvilket gav ilt til de mange Evergrande-historier. Nu er turen kommet til deres kunder – boligkøberne.

Låne-strejke-bevægelsen startede nok i Zhengzhou i Henan-provinsen. Historien om et ungt gravidt par, Liangliang og Lijun, med faldende indtægt, et boliglån, der åd af familiens indkomst, og en ejendomsudvikler, der havde stoppet med at bygge familiens kommende hjem, resonerede på tværs af landet. Deres historie blev nedskrevet og delt af bloggere og medier hurtigere end censurapparatet kunne følge med.