Første demonstrant henrettet efter folkelig opstand: ‘Det afslører umenneskeligheden i Irans såkaldte retssystem’
– Vi står der, hvor man ikke rigtig ved, om den her hårdt-mod-hårdt-taktik, som regimet bruger nu, vil virke, eller om de demonstrerende vil fortsætte. Og jeg tror det sidste, siger Claus Valling Pedersen, som er lektor i persisk på Københavns Universitet.
Flere hundrede dræbt
Mindst 475 mennesker er blevet dræbt, efter der er blevet slået hårdt ned på demonstrationerne, skriver AP, med henvisning til menneskerettighedsaktivister i Iran.
Ifølge nyhedsbureauet er over 18.000 personer blevet anholdt af myndighederne i løbet af protesterne.
De landsdækkende demonstrationer er opstået i kølvandet på den 22-årig Mahsa Aminis død. Hun mistede bevidstheden i moralpolitiets varetægt og lå i koma i tre dage, inden hun døde fredag den 16. september.
Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge myndighederne ikke dækkede håret godt nok.
Moralpolitiet har af mange fået skylden for hendes død, og i weekenden sagde Irans chefanklager, at moralpolitiet er blevet nedlagt. Den påstand er dog blevet affejet og betvivlet af kritikere og vestlige lande.