Men Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, tvivler på, at internationale observatører vil få adgang til Zaporizjzja.
For meget tyder ifølge Anders Puck Nielsen på, at Rusland har opstillet militært udstyr i området, og det vil de ikke have, at internationale observatører får kendskab til, vurderer han.
– Jeg tror, der vil komme den ene praktiske hindring i vejen efter den anden.
– For hvis det er sådan, at russerne rent faktisk har militært udstyr stående på det her atomkraftværk, så har de nok ikke den store interesse i, at der kommer observatører udefra og begynder at gå og kigge på det. Så det er jo nok noget, der i så fald skal fjernes først, siger han.
Svært at vide, hvem der er ansvarlige
Anmodningen om, at internationale observatører skal have adgang til Zaporizjzja kommer efter, Ukraine tidligere på ugen beskyldte Rusland for at have affyret raketter fra området omkring det erobrede atomkraftværk.
Et angreb, der ifølge Ukraine dræbte mindst 13 mennesker og sårede mindst 10 – og som det samtidig var for farligt at gengælde på grund af risikoen for at forårsage et atomudslip.
Den prorussiske ledelse i regionen har på den anden side beskyldt Ukraine for at stå bag angrebene.
Ifølge Anders Puck Nielsen er det svært at sige, hvem der reelt er de ansvarlige.
– Det kan være russerne, der skyder på sig selv for at få ukrainerne til at se farlige og skødesløse ud, siger han.
– Omvendt er der også en mulighed for, at ukrainerne rent faktisk skyder mod noget af den her militære udrustning i området. Vi har for eksempel set nogle dronevideoer, hvor de er inde med nogle præcisionsmissiler og går efter noget af det, som russerne har stillet op omkring atomkraftværket.
Et ‘psykologisk spil’
Anders Puck Nielsen betegner det som “forbudt”, at russerne tilsyneladende har opstillet militært udstyr omkring værket – og “helt indlysende”, at man ikke må lave et atomkraftværk om til en militær base.
Når det er sagt, vurderer han ikke, at nogen af krigens parter har en interesse i, at atomkraftværket kommer under heftig beskydning.
Han mener i højere grad, at atomkraftværket bliver brugt som brik i en psykologisk krig, der spiller på omverdenens frygt for et potentielt udslip.
– Det, tror jeg, er en vigtig militær pointe. Det her atomkraftværk spiller ikke som sådan en militær rolle, andet end at nogen har besluttet, at det skal det. Det er ikke sådan, at der går en frontlinje igennem den her by, og at de kæmper om området rundt omkring det. Den eneste grund til, at det her atomkraftværk får en rolle i krigen, er, at nogle har valgt, at det skal det have, siger han.
– Så atomkraftværket har fået en rolle i en form for psykisk spil.