Seneste Danmarksnyheder

FN-komite om russiske krigsforbrydelser i Ukraine: Ofre for voldtægt og overgreb er mellem 4 og 82 år gamle

Russiske soldater har begået voldtægter og kønsbaseret vold i Ukraine, lyder det i en opdatering fra den undersøgelseskommission, som FN’s menneskerettighedsråd har bedt undersøge anklager om krigsforbrydelser i Ukraine.

– I de sager, som vi har undersøgt, var alderen for ofrene for seksuel og kønsbaseret vold mellem 4 og 82 år, sagde han.

Kommissionen har dokumenteret sager, hvor børn er blevet voldtaget, tortureret og ulovligt indespærret, sagde formanden.

Talt med 150 vidner og ofre

Ekspertgruppen har efterforsket i Kyiv, Tjernihiv, Kharkiv og Sumy. Den har besøgt 27 byer og beboelsesområder, og har interviewet mere end 150 vidner og ofre.

Den har forsøgt at samarbejde med både den russiske og ukrainske side i krigen.

– Vi sætter pris på adgangen og samarbejdet med den ukrainske regering. Desværre har vores forsøg på at indgå i en konstruktiv dialog med de russiske myndigheder indtil videre ikke væres succesfulde, men vi vil fortsætte med at prøve, sagde Erik Møse.

Rusland har gentagne gange benægtet, at man angriber civile i det, man kalder en “militær specialoperation”.

Konklusion: Der er begået krigsforbrydelser

Rusland blev i april i år suspenderet fra FN’s menneskerettighedsråd efter invasionen i Ukraine. I maj besluttede rådet så – efter at civlie lig blev fundet i Kyiv-regionen – at nedsætte en kommission, der skulle undersøge formodede krigsforbrydelser.

– Baseret på de beviser, vi har indsamlet, konkluderer kommissionen, at krigsforbrydelser er blevet begået i Ukraine, siger Erik Møse, der er tidlige dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og formand for tribunalet, der undersøgte folkemordet i Rwanda.

Efterforsker henrettelser i 16 byer

Blandt de forbrydelser, som den russiske hær står bag i Ukraine, er blandt andre bombeangreb på civile områder, tortur, voldtægter, brug af klyngebomber samt vilkårlige henrettelser, lyder konklusionen.

– Vi blev forbløffede over det store antal af henrettelser i de områder, vi besøgte, sagde formanden.

Ekspertgruppen fortsætter med at efterforske henrettelser i 16 byer og områder.

– Det, der gik igen i de forbrydelser, var forudgående indespærring af ofrene og tydelige tegn på kroppen efter henrettelse, såsom bagbundne hænder, skudsår mod hovedet og overskårne struber, sagde Erik Møse.

Ekspertgruppen fandt også flere tilfælde, hvor ofre blev tilbageholdt af de russiske styrker og transporteret til Rusland, hvor de tilbragte ugevis i fængsel.

Her blev de klædt nøgne og udsat for tæsk og elektrisk stød.

Kommisionen fandt omvendt i de fire områder, man besøgte, to tilfælde, af at russiske soldater var blevet dårligt behandlet i ukrainsk fangenskab.

– Selvom de er få i antal, har disse sagger også vores opmærksomhed, sagde Erik Møse.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies