Seneste Danmarksnyheder

Filminstruktør fik truende besked fra Trump-rådgiver under høring: ‘Dansk klovn vil lære USA’s retssystem at kende’

Mens den danske dokumentarfilminstruktør Christoffer Guldbrandsen i går sad på tilskuerpladserne og overværede den høring, der er i gang med at undersøge stormen på Kongressen i den amerikanske hovedstad, begyndte beskederne at tikke ind.

De henviste alle til et opslag fra Donald Trumps tidligere rådgiver Roger Stone:

– Dansk klovn vil snart lære USA’s retssystem at kende. Vi ses i retten!

Klip fra Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm indgik nemlig i høringen, der skal afdække, hvem der havde ansvaret for, at en vred menneskemængde stormede Kongressen og truede det amerikanske demokrati.

Roger Stone, der selv har været afhørt af komitéen, truede i et opslag på Telegram den danske filminstruktør med et sagsanlæg på 25 millioner dollars, 190 millioner kroner.

Desuden vil Stone forsøge at få nedlagt et fogedforbud, mod at Guldbrandsens film, ‘A Storm Foretold’, må vises i USA.

Indtil videre forholder den danske dokumentarfilminstruktør sig dog relativt roligt over for truslerne.

– Nu afventer jeg lige, hvad der sker, siger han til P1 Morgen.

– Hvis jeg skal betale 25 millioner dollars, så kan det nok være, at jeg skal have fat i Sparekassen Vendsyssel og høre min bankmand. Så kan det godt blive lidt stramt. Men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle ende der, siger han.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies