Feltpræst i Letland er de danske soldaters følelsesmæssige ventil: ‘Det handler om livets store spørgsmål’

Det er tidligt på aftenen og forude ligger Camp Niflheim, opkaldt efter tågeverdenen i den nordiske mytologi, som er den danske del af NATO’s markering af grænsen mod Rusland.

Vi er midt inde i et stort skov- og markområde cirka tre kvarters kørsel fra Riga, et par hundrede kilometer fra den russiske grænse.

Vi er kørt igennem området, hvor store projektører oplyser de høje træer og nogle græsbeklædte bunkere, der er indhegnet af pigtråd.

– Det er ammunitionsbunkere, fortæller den presseansvarlige chauffør, mens bilen hopper og danser sig igennem det ujævne terræn.

Efter endnu et checkpoint, ruller vi ind på området, hvor den danske lejr ligger. ‘Camp Niflheim’ står der med runebogstaver over indgangen på et stort træskilt.

Sammen med andre NATO-allierede bidrager Danmark med cirka 750 soldater, der skal forsvare NATOs grænser mod øst på militærbasen, Adazi i Letland.

Der følger altid en feltpræst med, når de danske soldater bliver sendt på mission i krigs -og konfliktområder.

De holder ceremonier ved afdøde soldaters kister og står klar på alle tider af døgnet, hvis soldaterne har brug for at snakke, læsse af eller græde ud.

For når man i mødet med krig kommer tæt på følelser som frygt, stress og savn, kan soldaterne have brug for en ventil. Et menneske at tale med om de ting, man ikke kan tale med familie og venner om, én som har tavshedspligt, og som har erfaring med at reflektere over livets store spørgsmål.

Ofte får feltpræsten rollen som fortrolig og kan være medvirkende til, at soldaten kommer igennem traumatiserende oplevelser som et helt menneske. De danske feltpræster har altid samme militære rang som den, de taler med, og derfor er de en ligeværdig samtalepartner.

Med som feltpræst er den erfarne Victor Greve, der til dagligt er præst i Skuldelev Kirke ved Frederikssund. Han er kronraget med tæt fuldskæg, veltrænet og i stedet for den sorte præstekjole er han iført kampuniform.

– Noget af det jeg elsker allermest ved at være feltpræst, er at være tæt på de unge mennesker. Når man er udsendt, kommer man sommetider ud for oplevelser, der handler om liv og død.

– De samtaler, vi har her, handler om livets helt store spørgsmål, og det fylder mig med taknemmelighed, siger Victor Greve.

Én af de soldater, der er fast deltager i den ugentlige gudstjeneste i lejren, er Mads.

– Victor betyder rigtigt meget for mig, både som fortrolig, som ven og som kollega, og vigtigst af alt, så er han der altid, når man har brug for ham, på alle tider af døgnet.

– Jeg har været udsendt med Victor tidligere, hvor han var en stor støtte, hvis vi havde hårde oplevelser. Han var god til at samle os, og sørge for vi blev en del af et fællesskab og fik talt svære episoder igennem, siger Mads.

Det er relativt primitive forhold, undskylder Victor Greve og forklarer, at der er ved at blive opført en mere moderne og komfortabel lejr til danskerne.

Teltbarakker, toiletvogne, kampvogne og containere ligger i lange rækker, unge mænd og kvinder slentrer rundt i badesandaler på underlaget af træflis og sand. De smalle gange mellem beboelsesteltene er navngivet efter gader hjemme i Danmark.

Vi går ned ad ‘Jomfru Anegade’. Stemningen er afslappet. Nogle laver udendørs styrketræning eller hænger ud ved skurene, hvor nogle vaskemaskiner står på rad og række. De kom for nyligt, indtil da var der ren kaos, når der skulle vaskes tøj – der er stadig ingen rindende vand i lejren. Håndvask efter et besøg på et af festivaltoiletterne foregår med vandflasker og sæbe.

I det store spisetelt er de sidste ved at indtage aftensmaden. Det er lokale lettiske kvinder, der uddeler mad i plastikbakker, kød, pasta og lidt grønt.

Det er også her i det store telt, Victor Greve har sin sidste gudstjeneste klokken otte, inden hans mission er slut, og han skal hjem. Han har været udsendt mange gange, også på de såkaldt hårde missioner, dem, hvor han sendte kister hjem.

Og alligevel er jobbet som feltpræst næsten den bedste og mest meningsfyldte del af hans arbejde. Selvom der også er en del kvindelige soldater der gør tjeneste her, omtaler Victor alligevel konsekvent soldaterne som “drengene”.