Seneste Danmarksnyheder

FBI forventede at finde ‘beviser, kontrabande og forbrydelsens frugter’ på Mar-a-Lago

Ransagningen er del af en føderal efterforskning af, om Donald Trump har taget klassificeret materiale med sig, da han forlod præsidentposten i januar sidste år.

FBI mente, at der på ejendommen var beviser på forsøg på at skjule ulovligheder.

– Der er begrundet mistanke om, at der på adressen findes beviser på forsøg på at forhindre efterforskningen, hedder det i begrundelsen.

Ifølge DR’s korrespondent i USA, Steffen Kretz, er der tale om en “politisk betændt sag” uden fortilfælde i amerikansk historie.

– Det er første gang, at forbundspolitiet har ransaget en tidligere præsidents hjem. Men det er også første gang, at der er en tidligere præsident, der uretmæssigt har taget kassevis af hemmeligstemplede dokumenter med hjem, siger Steffen Kretz.

14 ud af 15 kasser indeholdt fortrolige dokumenter

Mistanken blev vakt, da man fandt fortrolige dokumenter i 14 ud af de 15 kasser som Trump-staben sendte fra Mar-a-Lago til USA’s nationale arkiver.

Blandt andet fandt man 92 dokumenter, der var stemplet “hemmeligt” og 25 dokumenter, stemplet “top hemmeligt”.

Donald Trump har forsvaret sig med, at han i forvejen samarbejdede med myndighederne om opbevaring og udlevering af dokumenterne, og at ransagningen var unødvendig og politisk motiveret.

– Jeg gjorde intet forkert. Vi blev dybest set angrebet. Vi blev udsat for indbrud, siger han i dag ifølge CNN i et interview på podcasten “The Great America Show.”

– De kom med mange, mange FBI-agenter – lige før midtvejsvalget, og når jeg havde de bedste meningsmålinger nogensinde, siger han.

Kretz: Kan føre til en sag

Han har bedt en føderal domstol om at blokere for, at FBI kan gennemgå de dokumenter, der blev beslaglagt ved ransagningen. Han mener, at en særlig embedsmand skal udpeges til at føre tilsyn med gennemgangen.

Han vil også have de ejendele, der ikke er omfattet af ransagningskendelsen, leveret tilbage.

Ifølge DR’s korrespondent i USA kan sagen volde den tidligere præsiden alvorlige problemer.

– Skulle der være beviser for, at han har spændt ben for, at myndighederne skulle få fat i de her dokumenter, som han altså ikke retmæssigt har haft lov til at tage ud af Det Hvide Hus, så kan det føre til en sag mod ham, siger Steffen Kretz.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies