Det var det færøske socialdemokrati, Javnaðarflokkurin, der havde grund til at klappe højest, da valgresultatet natten til fredag stod lysende klart på tv-skærmene i Nordens Hus i Tórshavn.
For med 26,6 procent af stemmerne og 9 mandater blev partiet aftenens helt store vinder. Aksel V. Johannesen står i spidsen for partiet, og selv om meningsmålingerne i længere tid har set gode ud for partiet, så var det først da det endelige resultat var i hus, at han kunne sænke skuldrene og glæde sig over en fremgang på to mandater.
Det giver nemlig partiet det bedst mulige udgangspunkt for at sætte sig for bordenden som lagmand for en ny regering.
– Vi er meget tilfredse med resultatet, lød det fra en glad Aksel V. Johannesen, som har prøvet det før.
Han var lagmand i regeringen fra 2015 til 2019 sammen med selvstændighedspartiet Tjóðveldi og det liberale parti, Framsókn.
Aksel V. Johannesen var ikke selv meget for at udtale sig om mulighederne for, hvilke partier han ser for sig i en kommende regering.
– Nu skal jeg først lige snakke med de nye mandater, vi har fået valgt, og så må vi se, sagde han, inden han smuttede videre til den afsluttende partilederrunde.
Hos partiet Tjóðveldi, der beholdt sine seks mandater, er formand Høgni Hoydal ikke i tvivl om, hvordan han gerne ser en ny regering.
– For mig er det meget enkelt. Jeg har sagt i hele valgkampen, at vi synes de nuværende oppositionspartier, altså socialdemokratiet, Framsókn og os selv, vi kan jo danne en regering, så det er vores bud, siger han.
For det liberale parti Framsókn, der gik fra to til tre mandater, holder man flere muligheder åbne. Det forklarer Sólvit Nolsø, der er en af partiets nye lagtingsmedlemmer.
– Vores forkvinde Ruth Vang har sagt, at hun er åben for alle partier, så lige nu må vi se, hvad der sker, siger han.
Netur for konservativt regeringsparti
For det konservative parti Folkeflokken, der blev størst ved valget i 2019, blev aftenen denne gang noget skuffende.
Partiet gik tilbage fra 8 til 6 mandater, og der er ikke meget, der tyder på, at de får nogen som helst rolle at spille i de kommende forhandlinger.
Det erkender partiets formand, Beinir Johannesen. Særligt fordi valgets vinder, Javnaðarflokkurin, har meldt ud, at de ikke kan samarbejde med partiet.
– Det ser sort ud, konstaterer Beinir Johannesen.
Han har kun stået i spidsen for partiet i en måneds tid. For kort efter valget blev udskrevet, forlod partiets daværende formand, Christian Andreasen, formandsposten. Han havde ganske enkelt ikke længere opbakning for partiledelsen, og det medførte ikke kun, at han selv gik af og helt ud af politik.
Det fik også prominente navne i partiet til at smække med døren til fordel for andre partier. Heriblandt Sólvit Nolsø, der altså nu er valgt ind for Framsókn og Annika Olsen, der blev valgt ind for Tjóðveldi.
– Det er måske en grund til vores tilbagegang, siger Beinir Johannesen.