Få overblikket over Vestens våbenhjælp til Ukraine: ‘Det er en helt utrolig våbenhjælp, ukrainerne har fået’
De kommende uger og måneder på slagmarken i Ukraine bliver yderst interessante at følge med i. For hvis ukrainerne spiller deres kort korrekt, så kan det føre til, at russerne bliver standset i deres fremmarch.
Det vurderer Kristian Lindhardt, der er militæranalytiker på Forsvarsakademiet.
Siden den russiske hær begyndte sin invasion af Ukraine i februar, er våbnene fra særligt de vestlige lande strømmet til Ukraine. Det viser en opgørelse, som Kiel Institute for the World Economy har foretaget.
Det tyske institut overvåger verdens regeringers udmeldinger om, hvad landene giver af militær, økonomisk og humanitær støtte til ukrainerne. Den viser blandt andet, at den militære hjælp har ændret sig, siger Kristian Lindhardt.
– Det er helt tydeligt at se, at landene i begyndelsen af krigen gav lette våben, men at det er blevet tungere og tungere våbensystemer, som ukrainerne har fået eller får stillet i udsigt fra de andre lande, siger han.
På baggrund af opgørelsen har vi bedt DR’s forsvarskorrespondent om at udvælge de mest markante våben, Ukraine har modtaget. De er samlet i fem kategorier, som er fordelt i teksten nedenfor.