Seneste Danmarksnyheder

‘Europas demokrati er under angreb’: Nu varsler EU-formand reformer mod korruption

Det er selve demokratiet i Europa, der er kommet under angreb, efter at Qatar angiveligt har forsøgt at bestikke sig til indflydelse i Europa-Parlamentet.

Derfor er der behov for reformer, som kan sikre, at det bliver endnu sværere at gøre noget lignende i fremtiden.

Det var det kontante budskab fra Europa-Parlamentets formand, Roberta Metsola, da hun her til eftermiddag satte ord på den opsigtsvækkende korruptionsskandale, der i de seneste dage har sendt enorme rystelser igennem hele EU-systemet.

– Tag ikke fejl. Europa-Parlamentet er under angreb. Det europæiske demokrati er under angreb. Og vores måde at have åbne, frie og demokratiske samfund er under angreb, lød det fra en synligt rystet Roberta Metsola, der med egne ord er rasende, vred og trist over sagen.

– Det har været nogle af de længste dage i min karriere, sagde hun.

I første omgang handler det om at få lavet en intern undersøgelse af de aspekter, som har med Europa-Parlamentet at gøre. Det skal sikre, at parlamentet bliver mere robust over for korruption.

Derefter vil der ifølge parlamentsformanden blive igangsat en større reformproces, som blandt andet skal se på, hvem der finansierer de organisationer, ngo’er og enkeltpersoner, som har adgang til Europa-Parlamentet. Derudover skal det undersøges, om der kan laves bedre ordninger for whistleblowere.

– Til alle jer ondsindede aktører i tredjelande, der tror, at Europa er til salg, og at I kan overtage vores ngo’er: I vil indse, at dette parlament står solidt i vejen, understregede Roberta Metsola fra talerstolen i Strasbourg, hvor parlamentet er samlet denne uge.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies