Godt 48 timer efter skudattentatet på Japans tidligere premierminister, Shinzo Abe, skal landets indbyggere i dag til valg.
Her skal de stemme om, hvem der skal have halvdelen af stolene i det ene af parlamentets kamre, overhuset.
Et valg, der har været planlagt, længe før at drabet på Japans længstsiddende premierminister fandt sted fredag, og som man har valgt at holde fast i trods hændelsen.
Selvom regeringspartiet Liberale Demokratiske Parti (LPD) med Fumio Kishida i spidsen i forvejen stod til at klare sig meget godt, så vil drabet på Shinzo Abe, der tidligere var leder af partiet, formentlig kun give partiet endnu mere vind sejlene.
Det vurderer Jens Sejrup, der er adjunkt i japanstudier på Københavns Universitet.
– Dem, der havde tænkt sig at stemme på LDP, har nok ikke ændret mening eller tænkt sig at lade være som følge af begivenheden.
– Jeg tænker om noget, at det må styrke LDP i sådan en situation.
Generelt er det dog meget svært at spå om, hvordan drabet kommer til at påvirke valget i Japan, for det er en fuldstændig ukendt situation for befolkningen at opleve et skudattentat og drab på en fremtrædende politiker, forklarer Jens Sejrup.
– Japan er så ubekendt med politiske attentater og voldelige overfald på politikere, så vi kan ikke rigtig kigge på, hvordan plejer de at reagere, når sådan noget sker i en valgsituation, siger Jens Sejrup.
– De er mindst ligeså chokerede, som vi ville være i Danmark, hvis der var en tidligere statsminister, der blev skudt på gaden.