I løbet af de næste par dage vil en 54 meter lang del af en kinesisk raket på 23 ton styrte mod jorden.
Hvis du synes, det føles som deja-vu, så er det, fordi det også skete sidste år. Og året før det.
– Kineserne siger selv, at det er almindelig procedure, og at der ikke er nogen nævneværdig risiko ved det, og det kan man så diskutere, siger Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker ved DTU Space.
Dengang var blandt andet storbyer som New York, Rio de Janeiro, Madrid, Lagos, Delhi, Beijing og Sydney i fare for at blive ramt af tonstunge raketdele.
– Hvis nu rakettrinnet i værste fald styrter ned, og der er mennesker, der kommer til skade eller i værste fald bliver slået ihjel, så er vi nødt til for alvor at tage fat i det. Men der er ikke nogen internationale regler, der forbyder kineserne i at gøre det, de gør, siger Michael Linden-Vørnle.
‘Grundlæggende set er det ikke så svært’
Men det er ikke fordi, vi ikke har fundet metoder at styre, hvor raketrester lander, fortæller Michael Linden-Vørnle.
– I den vestlige verden har vi en rimelig god tradition for, at vi sørger før, at de objekter, som vi ved er så store, at de ikke brænder op i jordens atmosfære, prøver vi at styre hen over eksempelvis den sydlige del af Stillehavet, så de ikke forvolder skade, siger han.
SpaceX genbruger eksempelvis sine raketter, mens andre sørger for, at de styrter ned på en kontrolleret måde, så man sikrer sig, at de ikke forvolder skade på mennesker eller ejendom.
Men der må jo være en grund til, at Kina ikke gør de her ting, som andre lande åbenbart godt kan finde ud af – er det en dyr indsats, eller hvad skyldes det?
– Det undrer også mig. Det er dyrere end ikke at gøre noget, men så meget dyrere er det heller ikke.
Han fortæller, at det basalt set er et spørgsmål om at have noget ekstra brændstof i rakettrinnet, så man kan bremse det på en kontrolleret måde og dermed ved, cirka hvor det styrter ned.
– Grundlæggende set er det ikke så svært, så det er lidt underligt hvorfor. Vi har jo masser af diskussioner, hvor vi kritiserer Kina for alle mulige ting, og det er teknologisk forholdsvis simpelt at gøre det her, så hvorfor de gør det på den måde og påkalder sig den form for fokus og opmærksomhed fra det internationale samfund, er svært for mig at forstå.