Men selvom angrebet i morges blev udført af en drone, så tyder andre angreb på, at ukrainerne har fået mere vidtrækkende missiler, end de tidligere har haft, påpeger militæranalytikeren.
– Angrebene siger noget om de våbenleverancer, som Ukraine får. Det ser ud til, at de har fået noget, som gør dem i stand til det her, siger Anders Puck Nielsen.
Krim er ikke tilfældigt blevet en del af kamppladsen
Når flere angreb den seneste tid har ramt halvøen, er det ifølge Anders Puck Nielsen som et led i en langsigtet strategi for Ukraine.
For efter deres styrker har haft held med at standse russerne ved frontlinjen, handler det nu om at svække deres mulighed for forsyninger.
– Det skal give dem momentum ved frontlinjen, siger han.
Krim er et område, som russerne bruger til at klargøre deres militære isenkram, inden de bliver kørt til fronten – det er i høj grad derfor, at Ukraine går efter området, påpeger Anders Puck Nielsen.
– Angrebene er drevet af et ønske om at ramme russernes militære logistik, siger han.
Han vurderer, at der vil komme flere lignende angreb fremover. Særligt ét sted holder han øje med – nemlig Kherchbroen, der forbinder Rusland med Krim.
– Hvis Ukraine formår at ramme den, så er det virkelig spektakulært, siger han.