Dronning Elizabeth II i 70 år: Glædeseksplosion i Storbritannien med en påmindelse om det kommende vagtskifte på Buckingham Palace
Men kort efter måtte hun melde afbud til en gudstjeneste til ære for hende i London og trække sig tilbage til slottet i Windsor. Her har hun fulgt weekendens pompøse fejring af den rekordsættende regeringstid på fjernsynsskærmen.
Briterne har altså ikke set meget til selve hovedpersonen, som festlighederne er til for. Men de har set øvrige medlemmer af kongefamilien udfylde hendes plads, og de er ikke alle sammen ukontroversielle som monarken.
Mellemperiode med kong Charles
Prins Charles har allerede overtaget mange royale pligter fra sin aldrende mor, men han kan ikke tone frem på en scene eller en tv-skærm, uden briterne tænker på hans døde ekskone, prinsesse Diana, og deres fejlslagne ægteskab.
Folkelig er han heller ikke rigtig, selvom han prøver at være det. Han holdt en tale foran Buckingham Palace lørdag, hvor han lavede en reference til det kommende VM i herrefodbold, som det virkede til, at briterne jublede ad mere af pligt end af lyst.
Det hjalp heller ikke den kommende konge, at hans populære søn, prins William, holdt en yderst folkelig tale lige inden, som i høj grad henvendte sig til de unge.
Selvom briterne måske på overfladen har tilgivet Charles for, at der var tre personer i ægteskabet med Diana, så kommer de aldrig til at glemme det. Og Charles vil aldrig fremstå lige så ren og fejlfri som sin mor – ”mummy”, som han kalder hende med den karakteristiske, aristokratiske dialekt.
Der bliver nu talt åbent om, at hans tid som konge er en ”mellemperiode”, inden prins William kan træde til. Det er på trods af, at dronning Elizabeth gør meget for at skabe en folkelig accept af sin søn, prins Charles.
I februar, da hun formelt set havde været dronning i 70 år, sendte hun en besked ud om, at hun håber, hertuginde Camilla Parker Bowles vil få titlen som dronningegemal, når Charles sætter sig på tronen. Den er stadig svær at sluge for mange briter.
Det viser meget godt, at dronning Elizabeth tænker på tiden efter, hun er taget herfra. Ifølge kilder på paladset har hun meget været meget optaget af at ”rydde op” efter sig og gøre klar til en ny monark, siden hun mistede sin mand, prins Philip, sidste år.