Borgmesteren i Kyiv, Vitalij Klytjko, fortæller via beskedtjenesten Telegram, at redningsarbejdet er i fuld gang ved beboelsesejendommene, hvor reddere leder efter mennesker i ruinerne.
– Der er folk under murbrokkerne. Redderne har trukket en syv-årig pige ud. Hun er i live. Nu forsøger de at finde hendes mor, skrev Klytjsko tidligere i morges.
Angreb skaber frygt
I de seneste måneder har kampene i Ukraine mest foregået i de østlige egne. Rusland angreb Ukraine den 24. februar med fronter i hele landet. Siden april har russerne dog fokuseret på at tage kontrollen i Donbas-regionen i Østukraine.
Kyiv har derfor været ganske fredelig, og mange civile ukrainere er vendt hjem til byen, efter at de var nødsaget til at flygte fra deres hjem på grund af russiske angreb.
Der har ikke været større angreb mod Kyiv siden den 5. juni, hvor et togværksted blev ramt i udkanten af byen. Og før det var seneste angreb mod hovedstaden i slutningen af april, da en beboelsesejendom blev ramt og kostede en kvinde livet.
– Jeg talte med en bekendt her til morgen, og han har fået flere aftaler aflyst. Der er mange, der ikke tør gå ud, og som holder sig hjemme her til morgen, siger Louise Brodthagen.
– Her i Kyiv tolkes det sådan, at det er russerne, der er pressede, fordi ukrainerne nu har slået igen over den seneste tid. Man ser det som et frustrationsangreb rettet mod hovedstaden.
Russisk frustration
Og det er der god grund til, vurderer Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet. Han er enig i, at morgenens angreb mod Kyiv kan ses som et tegn på russisk frustration over krigens gang.
– Man kan godt se angrebet i Kyiv som et frustrationsangreb. Jeg synes, der er flere tegn på, at russerne lige nu er frustrerede. Der er flere tegn på, at det ikke lige går, som de ønsker, siger Anders Puck Nielsen.
I videoen herunder kan du se redningsarbejderne i ruinen af en beboelsesejendom, der blev ramt i Kyiv i morges.