DR-journalist har været indespærret i 57 dage i Shanghai: ’Det har været et mentalt og fysisk maraton’

Alle butikker og beværtninger er lukkede. På dørene er der opsat klistermærker, der bekendtgør, at foretagendet er covid-lukket. Der er en startdato, men ingen slutdato.

En restaurantejer fortalte mig, at han havde købt lockdown-forsikring til alle sine ansatte, men fordi regeringen har valgt at bruge et andet ord for lockdown i deres officielle udmeldelser, har han ikke kunnet få den udbetalt. Medarbejderne er blevet sat på halv løn.

I april måned blev der ikke solgt en eneste bil i Shanghai. Udover et par ambulancer, cyklister og nogle bude er gaderne tomme. Jeg kan cykle midt ude på en sekssporet hovedvej, og jeg kan høre fuglene kvidre og vinden rasle i bladene.

Normalt er Shanghai et inferno af trafik og dytten, og den pludselige stilhed bærer med sig et snert af magi.

Men for mange udlændinge har Shanghai mistet sin magi. Selvom udlændinge i byen udgør under en promille af befolkningen, blev Shanghai betragtet som Kinas kosmopol.

I en dansk vennegruppe af otte, har fem allerede forladt landet, de to sidste følger efter i den kommende tid, og det er ikke alle, der vender tilbage.

Mine kinesiske venner med muligheder og midler taler om at emigrere til Canada eller Australien. Det er for usikkert at bo i et land, hvor man kan blive frihedsberøvet i to måneder uden at kunne gøre indsigelser.

Shanghai er blevet beskrevet som en bounce–back-by. Kolonialister, nationalister og kommunister har alle forsøgt at knægte byen til deres krav. Hver gang har den og dens indbyggere rejst sig igen i en ny udgave. Vi, der bor her, venter og håber nu på det bounce.

I en mørk park tilbringer jeg de sidste timer af min første dag i frihed med et par venner, papkrus og en flaske whisky. Klokken lidt over ti ruller politiet op og forklarer pædagogisk, at pandemien altså ikke er ovre, og vi skal se at komme hjem. Måske vil det hele være bedre i næste uge, foreslår politimanden.