Måtte samle konservativ støtte
En så drastisk ændring kan kun ske med et to tredjedeles flertal i den tyske Forbundsdag, noget som regeringspartierne SPD, FDP og De Grønne ikke har kunnet samle uden hjælp fra de to konservative partier, CSU og CDU.
Og den hjælp har kostet noget, fortæller Michael Reiter.
– De to partier har blandt andet opstillet krav om, at samtlige 100 milliarder euro skal gå til militæret alene, og ikke til bekæmpelse af for eksempel cyberforsvar eller partnerlande, som kunne have brug for penge til deres sikkerhed – noget primært De Liberale og De Grønne har ønsket sig, siger han.
– Det er blandt andet det krav, som har taget tid at diskutere, men som man er nået til enighed om i går.
Slugte kameler på række
Det er dog langt fra det eneste kompromis, som regeringspartierne har måttet indgå for at få investeringen igennem.
Der er blevet slugt kameler på række, og det er også en af grundene til, at det har taget så lang tid at nå til enighed, fortæller Michael Reiter.
– Man skal tænke på, at særligt blandt socialdemokraterne og De Grønne er store dele af baglandet stadig meget pacifistiske og antimilitaristisk indstillet. Og åbenbart var det bagland, som slet ikke har indviet i kansler Scholz’ planer, da han stillede sig op og annoncerede den her kæmpe investering og lovede, at man ville opfylde Natos mål om en to-procents investering i forsvaret.
– Det kom fuldstændig bag på mange, og det var i lang tid uklart, om partierne overhovedet ville gå med på det her. Ikke mindst De Grønne, som gik til valg på netop ikke at opfylde Natos mål, siger han.