Det fik efterfølgende den ukrainske præsidentrådgiver, Mykhailo Podolyak, til at fare til tasterne med et budskab om, at Putin er nødt til at vende tilbage til virkeligheden og erkende, at det er Rusland, der ikke vil forhandle.
– Rusland angreb selv Ukraine og dræber civile. Rusland ønsker ikke forhandlinger, men forsøger at fralægge sig ansvaret, skriver præsidentrådgiveren på Twitter.
Zelenskyjs rådgiver kritiserer Putins udmelding om, at han er ‘åben for forhandlinger’.
Den seneste tids udmeldinger om fredsforhandlinger fra både russisk og ukrainsk side kan tænde et småt håb om en mulig afslutning på krigen.
Men selvom Putin nu giver udtryk for, at han er klar til at sætte sig til forhandlingsbordet, ser det stadig ud til, at Rusland står hårdt fast på sine krav.
I nat gav den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, nemlig Ukraine et ultimatum: Opfyld Moskvas krav, herunder også overgivelse af de ukrainske områder, som Rusland lige nu kontrollerer, ellers vil den russiske hær afgøre Ukraines skæbne.
Ifølge Peter Viggo Jakobsen er det også klart, at det bare er et spil, der foregår mellem de to parter, og “ren propaganda“, når Rusland og Ukraine siger, at de vil lave fredsforhandlinger.
– Hele verden siger til parterne, at de skal indstille kampene og forhandle. Derfor er det så vigtigt for begge parter at fremstå som dem, der gerne vil fred, og give de andre skylden for at krigen fortsætter, siger Peter Viggo Jakobsen.
– Når Putin er ude at sige, at han gerne vil fred, er Ukraine nødt til at svare: “Nej, det passer ikke, det er russernes skyld, at der er krig”, og så kommer Ukraine med et fredsforslag, de godt ved er uacceptabelt.
Fredsaftale har lange udsigter
Ingen af parterne har et ønske om at indstille kampene, og derfor er der stadig lang vej til en egentlig fredsaftale, vurderer Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet.
– På nuværende tidspunkt er Ukraine ikke villig til at stoppe krigen og indgå fred på russiske betingelser. De har fremgang på slagmarken, og deres mål er at generobre hele deres land.